Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenens punkt 55-1

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Tirsdag den 15. Oktober 1996

 

Dagsordenens punkt  55.

 

Forslag om at Nunaoil A/S udover sine hidtidige aktivitetsområder opretter et datterselskab til servicering af mineselskaber i disses forundersøgelses,- efterforsknings- og /eller udnyttelsesaktiviteter.

(Landsstyreformanden og landstingsmedlem Josef Motzfeldt, IA.)

 

Forslag om at den i København værende Råstofforvaltning for Grønland hjemtages her til landet samt at det vedtages, at der skal indledes nye forhandlinger med den danske stat omkring en ny indtægtsfordelingsaftale vedrørende råstofudvinding til erstatning for aftalen af 1989.

(Landsstyreformanden og landstingsmedlem Johan Lund Olsen, IA)

 

 

Josef Motzfeldt, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit:

 

Jeg har sendt et forslag til dagsorden til landstingets efterårssamling 1996 som lyder sådan her:

”Forslag om at Nunaoil A/S udover sine hidtidige aktivitetsområder opretter et datterselskab til servicering af mineselskaber i disses forundersøgelses,- efterforsknings- og /eller udnyttelsesaktiviteter.”

 

Og har følgende bevæggrunde. I den seneste årrække har landstinget truffet ikke uvæsentlige beslutninger der gerne skal animere mineselskabernes større interesse for Grønland. Det er en kendsgerning, at mange af de potentielle selskaber ikke har det store kendskab til forholdene herhjemme.

 

Landstingets interesse via Fællesrådet bør være bedste resultater af de igangsatte undersøgelses- og efterforskningsaktiviteter.

 

Efter samtaler med repræsentanter for flere mineselskaber, der er igang med deres forundersøgelses- eller efterforskningsaktiviteter, er det åbenbart, at selskaberne kan koncentrere sig meget mere om deres egentlige forehavende, hvis serviceringen på de mere praktiske områder var bedre end hidtil.

 

Derfor foreslår jeg på vegne af Inuit Ataqatigiit, at Nunaoil A/S opretter et datterselskab der skal yde service til mineselskaberne. Serviceydelserne kan bl.a. omfatte følgende områder:

Anvisning eller udførelse af


-transport

-forsyning af kolonialvarer og reservedele

-vejledning generelt

-bankforretninger

-administrations- og finansstyring

-hotel- og andre overnatningssteder m.m.

 

Selv om dette ikke er direkte olieproduktion, kan Nunaoil A/S have mulighed ad den vej at tjene penge, ligesom ryet om en god servicering kan forplante sig som ringe i oliepølsen i den internationale mineindustri.

 

Ved eventuel realisering af vores forslag, skal eksistensen af dette serviceselskab distribueres via Internettet.

 

 

Johan Lund Olsen, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit:

 

I disse år og med udsigten til en voksende arbejdsløshed, faldet i vore eksportindtægter og et øget pres på samfundet udgifter til overførselsindkomster, er der i dén grad i dag, behov for en udvikling, og at vi finder nye indtægtskilder til landet, hvilket vi da politisk også prioriterer meget højt.

 

I vores bestræbelser på at finde nye indtægtskilder er det naturligvis vores primære hensigt at minimere landets afhængighed af de danske bloktilskudsoverførsler for derved at gøre det muligt at vælge den udvikling, vi selv ønsker os og for derved også selv at foretage den økonomiske prioritering uden indblanding udefra.

 

Dette er ganske enkelt en nødvendighed, eftersom vi ligeledes er pisket til også primært at sørge for, at landet tilføres nye arbejdspladser,

 

Netop derfor satser vi med forhåbning fra centralt hold ganske stort på en turismeudvikling og på igangsættelse af en råstofudvinding, hvor vi til stadighed sørger for at allokere de nødvendige økonomiske midler. Dette gør vi for at skabe nye erhvervsmuligheder i en tid, hvor eksportindtægterne fra landets vigtigste hovederhverv, fiskeriet, er dalende.

 


17 år efter hjemmestyrets indførelse oplever vi imidlertid, at ønsket om og en higen efter et reelt selvstyre vokser blandt befolkningen. Selv tanken herom føles end ikke længere kætterisk, hvor drømmen heller ikke føles uvirkelig med en meget åben og bred samfundsdebat. Efter såvel gode som mindre gode erfaringer med det opnåede hjemmestyre, er det grønlandske samfund nået dertil, at man foruden en debat om et reelt selvstyre nu også retter søgelyset mod, hvilke instrumenter man i givet fald bør benytte sig af, for derved også at kunne honorere befolkningens frihedstrang og ønsket om frihed.

 

Nøglen til et reelt selvstyre ligger imidlertid i de muligheder, vi normalt betegner som landets ikke-levende ressourcer og dermed i de bestræbelser på dels en efterforskning samt en evt. udvinding af ressourcerne, der vil kunne afgøre en ny fremtid for os.

 

I det seneste århundrede har Grønland haft fire vigtige miner, hvor der har været en udnyttelse af råstofferne, dog med et begrænset direkte udbytte for det grønlandske samfund.

Ved udnyttelsesaktiviteterne i kryolitminen ved Ivittuut regner man skønsmæssigt med, at den danske stat har haft en indtægt svarende til ca. 3,86 milliarder kr. Ved kulminen i Qullissat var der ligeledes en udnyttelse af stedets kulreserver, der dog blev indstillet, da den danske stat lukkede byen, og befolkningen blev flyttet, da staten vurderede minen som urentabel. I tiden fra 1956 til 1962 skete der ligeledes en udvinding af især bly og zink i minen ved Mestersvig på Østkysten. Den senest i drift værende mine indtil nedlukningen i 1990 var som bekendt bly- og zinkminen ved Maarmorilik, hvor statens samlede indtægter androg ca. 788 millioner kr. I modsætning hertil var Grønlands udbytte dog ganske lille, og vi oplevede i stedet, at vi og vores efterkommere kom til at arve et forurenet fjordkompleks ved Uummannaq for fremtiden.

Som sagt har vi fra politisk hold, og da vi sætter stor lid til et økonomisk udbytte, netop i disse år prioriteret efterforsknings- og udnyttelsesaktiviteter efter råstofferne meget højt. Der er naturligvis fordele heri, men som bekendt er der også uheldige ulemper ved en eventuel råstofudvinding. Vi vil få alle de problemer - både miljømæssige, transportmæssige, boligmæssige, arbejdsmæssige o.s.v. - der måtte følge med den type af aktiviteter.

 

Danmark derimod, vil i givet fald blot få del i indtægterne og intet andet, og dermed er staten ganske anderledes og mere fordelagtigt stillet. Forureningen af det danske miljø vil ikke finde sted, og dermed vil Danmark ikke opleve de uheldige konsekvenser af en udnyttelsesaktivitet. Dette kan lade sig gøre eftersom rammerne herfor, der tillader disse forhold, har været politisk aftalt allerede ved Hjemmestyrets indførelse.

 

Inuit Ataqatigiit kan stiltiende ikke længere acceptere, at forholdene er skruet sådan sammen. Som nævnt ligger den afgørende nøgle til vor fælles fremtid i Grønland i den efterforskningsaktivitet og evt. udnyttelsesaktivitet, der vil kunne skabes i udnyttelsen af vore ikke-levende ressourcer. Eftersom mulighederne heri netop har en særlig betydning for vore forhold og dermed desto mere for vore efterkommere, bør det være os selv, der har det væsentligste styringsinstrument, og det ansvar der måtte følge heraf.

 

Jeg foreslår derfor:


1.         at landstinget enstemmigt nu vedtager, at den i København værende Råstofforvaltning overføres til vort fulde ansvar, samt

2.         at det vedtages, at den af 1989 indgåede indtægtsfordelingsaftale omkring råstofferne med den danske stat genforhandles påny. I henhold til den nu gældende aftale skal Grønland og den danske stat dele evt. råstofindtægter med hver sin halvdel op til de første 500 millioner kroner.

Landstinget børn nu vedtage, at kravet som minimum bør være, at Grønland for fremtiden får en råstofindtægt svarende til 75%.

 

Det er ikke grådighed. At ville betragte disse krav som værende udtryk for grådighed vil være at skyde langt forbi målet, for som allerede sagt, er det os selv i det grønlandske samfund, der vil mærke alle både gode og dårligere følgevirkninger af en eventuel minedrift eller olieudvinding. De nuværende aftaler omkring råstofaktiviteter i Grønland skal snarere og gerne betegnes som en uheldig reminiscens fra tidligere tider og fra forhold, vi nu forlængst har forladt fra kolonitiden. Derved vil vi selv kunne tage hånd om med oprejst pande at arbejde for et selvstyrende Grønland, som vi selv er herrer over.

 

Såfremt et folks frihedstrang derimod vil blive betragtet som værende udtryk for grådighed fra modpartens side, er der desto mere grund til at sige om modpartens side istedet: det var da sandelig grådigt at ville nægte os vores legitime ret. Alt andet er uholdbart i længden.

 

 

Mødeleder:

 

Landsstyreformand Lars Emil Johansen kommer med en besvarelse.

 

 

Lars Emil Johansen, landsstyreformand, Siumut:

 

Med hensyn til de fremlagte forslag fra landstingsmedlem Josef Motzfeldt og Johan Lund Olsen fra IA, vil jeg med formandens tilladelse meddele, at der er fremkommet en indstilling fra Fællesrådet for Mineralske råstoffer i Grønland. Det har i dag holdt møde her i Nuuk og det har besluttet, at der meddeles en efterforsknings- og udnyttelsestilladelse for Fylla-området til Statoilgruppen, som omfatter Statoil, Philips og DOPAS.

 

Forhandlingerne har i de seneste måneder været koncentreret om Statoil-gruppen om en tilladelsestekst med tilhørende dokumenter, bl.a. den såkaldte samarbejdsaftale mellem de selskaber, der deltager i tilladelsen, herunder Nunaoil A/S, der vil deltage med en andel på 15%.


Forudsat at Grønlands Landsstyre og Miljø- og Energiministeren tilslutter sig indstillingen, vil sagen, inden Miljø- og Energiministerens meddelelse af Fylla-tilladelsen, blive forelagt for Folketingets Udvalg vedrørende Grønlandslove.

 

Jeg mener, at det vil være på sin plads at meddele dette til landstinget, ligesom den ene forslagsstiller, der har talt om fremtiden. Vi skal jo huske på, at vi ikke alene skal fokusere på dagen imorgen, vi skal også se på, hvilke gode resultater, vi kan opnå i morgen som også influerer på vores fremtid.

 

Jeg henviser samtlige landstingsmedlemmer og pressefolk her i landet til svarnotatet.

 

Med hensyn til Hr. Josef Motzfeldt´s forslag vil jeg komme med følgende besvarelse.

 

Lad mig som eksempel blot nævne dannelsen af Ilulissat Service Company, der er et samarbejde mellem en række selskaber i Ilulissat. Arctic Contractors A/S, Disko Total Service A/S, Grønlandsfly A/S og Air Alpha A/S er andre eksempler på selskaber, som satser på aktivt at servicere mineselskaberne. Jeg kan også nævne, at der netop nu er blevet dannet et boreselskab AArctic Drilling Contractors i privat regi. Jeg kan også oplyse, at de nævnte firmaer samt flere andre forbereder sig på sammen med hjemmestyrets råstofkontor at deltage i et samlet fremstød over for den internationale mineindustri på de årlige faste messer i USA og Canada.

 

Erfaringerne fra de sidste år viser, at de private grønlandske firmaer har løst serviceopgaver for efterforskningsselskaberne fuldt tilfredsstillende og til konkurrencedygtige priser. Der er således allerede etableret en serviceindustri, som jeg er overbevist om vil blive udbygget i de kommende år i takt med den forventede fortsatte stigning i de internationale interesser for at lede efter mineraler og olie/gas her i landet.

 

Principielt afgøres spørgsmål om stiftelse af et datterselskab til det af forslagsstilleren angivne formål af Nunaoils bestyrelse, men i lyset af den private industris interesse og aktivitet på området synes der efter landsstyrets opfattelse ikke at være et specielt behov for, at selskabet stifter et datterselskab til servicering af efterforskningsselskaberne.

 

Således har jeg besvaret landstingsmedlem Josef Motzfeldts forslag, og jeg går over til landstingsmedlem Johan Lund Olsens forslag om, at den i København værende Råstofforvaltning for Grønland hjemtages her til landet, samt at det vedtages, at der skal indledes nye forhandlinger med den danske stat om en ny indtægtsfordelingsaftale vedrørende råstofudvinding til erstatning for aftalen af 1989.

Og den har også været omdelt skriftligt.


Jeg vil indledningsvis nævne, at man i samarbejde med Miljø- og Energiministeren arbejder omkring dette, og at man i januar 1997 vil indgå nye forhandlinger. Jeg går ud fra, at  i forbindelse med Fylla og underskrivelsen af tilladelsen, vil Miljø- og Energiministeren komme her til Grønland omkring slutningen af november eller i begyndelsen af december.

 

Det er fortsat landsstyrets ønske, at forvaltningen af råstofområdet, herunder sekretariatsfunktionerne for Fællesrådet vedr. Mineralske Råstoffer i Grønland overføres til hjemmestyret. Efter landsstyrets opfattelse er det naturligt, at forvaltningen af ressourcerne i Grønlands undergrund sker i Grønland, og landsstyret er overbevist om, at vi med den kompetence, der i dag er opbygget i Råstofkontoret, er i stand til at løfte denne opgave på en kompetent og effektiv måde.

 

Selv om forvaltningsansvaret placeres i Nuuk vil det fortsat i stor udstrækning være nødvendigt at trække på den ekspertise, som findes i Danmark. Det gælder ikke mindst ekspertisen i GEUS og DMU, men også andre danske myndigheder, som f.eks. Energistyrelsen. Efter landsstyrets opfattelse, vil det ikke på nuværende tidspunkt være muligt at overføre den store geologiske og miljømæssige ekspertise som findes hos henholdsvis GEUS og DMU. Som led i udvikling af råstofområdet og styringen af aktiviteterne er det afgørende, at forvaltningen af råstofområdet kan trække på den bedst mulige ekspertise, og i den forbindelse vil der i en årrække fremover være behov for at trække på de danske institutioner.

 

Landsstyret ønsker således, at den kontrollerende og administrative forvaltning overføres til Grønland fra den 1. januar 1998, hvorimod den faglige viden, som denne forvaltning skal trække på stadig i betydelig udstrækning vil være i Danmark og i udlandet   

 

Jeg vil gerne understrege, at landsstyret ikke hermed ønsker at ændre de grundlæggende principper i den nuværende råstofordning. Vi lægger ikke op til ændringer af den gensidige vetoret og strukturen med et Fællesråd for mineralske råstoffer.

 

Vi satser som nævnt på en overførsel af forvaltningen og dermed også det formelle ”ministeransvar” for forvaltningen af råstofområdet. Selvom råstofområdet er et fællesområde, så er det Grønlands undergrund, som forvaltningen vedrører, og landsstyret finder det rimeligt, at forvaltningen og ansvaret herfor fra 1998 - 19 år efter hjemmestyrets indførelse - overflyttes til Grønland.

 

 

Med disse bemærkninger har jeg hermed besvaret landstingsmedlem Josef Motzfeldt´s og Johan Lund Olsen´s forslag i forkortet omfang.

 


 

Jonathan Motzfeldt, ordfører for Siumut:

 

Der er ingen tvivl om, at dette forslag er omfattet af meget stor interesse i den nuværende generation og ikke mindst af den kommende tid, hvor vi skal stå på prøve med fornuftige, praktiske og velbearbejdede forslag til at overtage råstofadministrationen i Grønland.

 

Siumut har været den skabende og afgørende partner mod den danske politiske og sikkert også den økonomiske verden, da vi i sin tid indgik et kompromis omkring råstofpolitikken i Grønland. Uanset hvad man har brugt vort kompromis til på godt og ondt i det politiske landskab i vort land, så forstår mange - flertallet at befolkningen - at det var såmænd fornuftigt, at vi grønlandske og danske politikere har overvundet os selv til at tage et skridt. Ordningen har vist sig at være et levedygtigt og brugbart politisk instrument i snart 20 år. Selvom ordningen har fungeret godt og sikkert meget tilfredsstillende for mange mennesker heroppe, så står Siumut fast på den opfattelse, at det er bedst for os, at en ny ordning betyder en større og afgørende indflydelse fra vores side, når en ny råstofpolitik er på banen til en drøftelse, forhandling og vedtagelse.

 

Vi vil gerne understrege, at råstofforvaltningens håndtering af området har været dygtigt udført. Det er der ingen tvivl om. Vi står bare her i landets politiske verden ofte med fornemmelser af manglende nærhed og fremmedgørelse, hvad angår sagsbehandlinger, forhandlinger og daglig kontakt med selskaberne. Det er en situation, som de grønlandske politikere ikke kan være tjent med længere. Iøvrigt en situation, som vore danske venner i folketinget kender til bevidstløshed, når de diskuterer nærhedsprincippet i forhold til EU. Dette udgangspunkt er meget vigtigt for os at udtrykke klart for at skabe en bedre forståelse for de efterfølgende bemærkninger.

 

I de sidste par år er råstofferne blevet en del af vores hverdag på en hel anden måde end før. Her har vi vor egen råstofadministration, der i sin tilstedeværelse ikke bare er synlig for alle, men først og fremmest giver os førstehånds informationer om alle aktiviteter, uanset om det drejer sig om hvem, hvor og hvordan tingene hænger sammen eller ej.

 

Når vi i Siumut formulerer, praktiserer og lovgiver om de levende ressourcers udnyttelse, har vi erfaret, at et større ansvar for os selv ofte betyder en åben, positiv og effektiv udvikling af erhvervene. Det være sig lokalt, centralt eller internationalt.

 


Således er vi af den helt afgørende opfattelse, at en råstofadministration i Hjemmestyret fremover bliver til gavn for erhvervsudviklingen her i landet. Og Siumut er derfor enig med Landsstyret i, at råstofadministrationen bliver flyttet til Grønland, således at dette arrangement kan træde i kraft fra 1. januar 1998. Og når vi siger dette, så må vi også tilføje, at vi er enige med Landsstyret, når det hentyder, at vi selvfølgelig skal trække på den videnskabelige ekspertise i den danske administration, hvilket er nødvendigt - som en god sparringspartner i disse sager.

 

Med hensyn til det paritetisk sammensatte fællesråd, er vi af den opfattelse, at dette har vist sig at være et godt, levedygtigt og afslappet debatforum. Således har vi aldrig oplevet nogen form for misbrug af den vetoret, som har været nødvendigt at indoperere i systemet. Det har også vist sig, at det er en funktionsdygtig forsamling, da man forhandlede sig frem til et fornuftigt indtægtsfordelingsprincip uden at på nogen måde belaste rigsfællesskabet. Efter vor mening skal der meget til før en anden konstruktion om lignende samarbejdsform kan foreligge. Derfor er vi meget stemt for, at det nuværende system bliver opretholdt fremover.

 

Med hensyn til landstingsmedlem Josef Motzfeldt´s forslag har vi følgende bemærkninger:

Vor generelle holdning omkring Nunaoil er, at selskabet skal være den offentlige deltager i olieefterforskning og udvindingen, og at det kan udvikle sig til et nationalt selskab i lighed med det danske DONG og den norske Statoil. Vi mener stadigvæk, at dette er det primære, så kommer mineralefterforskning og servicering i anden række. Og når det drejer sig om servicering, så er vi ligesom Landsstyret af den opfattelse, at dér må den private sektor træde til og klare opgaverne.

 

Med disse klare bemærkninger tilslutter vi os fra Siumuts side Landsstyrets svar på disse to forslag.

 

 

Otto Steenholdt, ordfører for Atassut:

 

Vi tilslutter os med forståelse landsstyreformandens velargumenterede besvarelser til forslagene fra Johan Lund Olsen og Josef Motzfeldt.

 

Besvarelsen til Johan Lund Olsen tyder på, at indgåelsen af aftalen i november 1994 fungerer på en tilfredsstillende måde. Vi kan godt forstå landsstyrets tilbageholdenhed med drøftelsen af aftalen, der er som en 3-årig aftale indgået i 1995 og træder ud af kraft i 1998.

 

Det må være en selvfølge, at man har vurderet aftalen som tilfredsstillende og har så gode forhåbninger med den, at den bliver genforhandlet med en god tone overfor parterne. Samtidigt hermed skal vi fra Atassut meddele vores tilslutning til en genindgåelse af aftalen og ønsker en fredelig og effektiv forhandling i 1997.

 


Vi skal som et oplagt emne til lytterne nævne følgende: Vi går ind for Miljø- og Energiministerens beslutninger i 1995 om at sammenlægge GGU med DGU til en fælles geologisk sektorforskningsinstitution, GEUS, ligesom vi finder det naturligt med den tilsvarende måde  at slå GMU og DMU sammen. Vi skal inderligt takke for, at AEROMAG har gjort efterforskningen i Grønland mere interessant. På grønlandsk ville DMU hedde NAM og GGU, NUM. GEUS ville være KNUAM på grønlandsk og det lange AEROMAG ville hedde TASKAI. Man skal ikke blande GM sammen med de grønlandske mesterskaber, men GMU ville hedde KNAM.

 

For at vende tilbage til sagen, er vi indforstået med landsstyrets ønske om forhandlingerne om at overføre den kontrollerende og administrative forvaltning af råstofområdet til Grønlands Hjemmestyre, og uden yderligere kommentarer skal vi blot nævne, at overførelsen vil være en selvfølge.

 

Vi vil nævne, at det er helt rigtigt, at vi stadigt fremover vil have behov for ekspertise udefra som alene findes hos GEUS, og det er denne forskningsinstitution, der midlertidigt ikke kan overføres til Grønland.

 

Trods vi som tidligere har nævnt har tilsluttet os besvarelsen af Josef Motzfeldt´s forslag, skal vi atter nævne, at vi er meget taknemmelige over de private selskabers fælles løsning af serviceopgaver sammen med olieefterforskningsselskaberne.

 

Vi har gang på gang fremsat ønske om at beskæftige så vidt mulig grønlandsk arbejdskraft ved sådanne efterforskninger og plejer at nævne beskæftigelse af de grønlandske selskaber ved olie- og mineralefterforskningen. Derfor synes vi ikke og ikke kan gå ind for, at der er behov for, at Nunaoil udover sine aktivitetsområder opretter et datterselskab til servicering af nogen af efterforskningsselskaberne.

 

Med disse bemærkninger meddeler vi vor glæde og tilslutning til Landsstyreformandens besvarelser til forslagsstillerne.

 

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

 

Det kan være, at den forrige taler er egnet til at være medlem af Sprognævnet.

 


Inuit Ataqatigiit er glad for at Josef Motzfeldts og mit eget forslag vedrørende råstofspørgsmål og den fremtidige udvikling på området - såvel som den nugældende råstofordning nu bliver genstand for en drøftelse her i salen også - og at vi dermed som så ofte har været tilfældet tidligere, undgår at disse spørgsmål blot besvares skriftligt.

 

Spørgsmålene, der her er tale om, er jo af så stor betydning, ja endda af så stor betydning, at hele landstinget er nødsaget til at tage konkret stilling til forslagene, eftersom mulighederne for en lysere fremtid for vort land jo også er indeholdt i disse to forslag. Dermed bliver denne drøftelse af disse spørgsmål også en kærkommen lejlighed til at udmelde Grønlands officielle politik på området på nuværende tidspunkt, ikke bare når vi tænker på vort eget samfund, men også i ligeså høj grad nu kan udmeldes overfor de danske tilstedeværende folketingsmedlemmer, der samtidig også har sæde i Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer, da rådet i disse dage er forsamlet til møde her i Nuuk. Drøftelsen her af disse råstofspørgsmål er derfor også ganske naturligt at gennemføre nu, hvilket IA da ikke skal lægge skjul på også glæder os.

 

De spørgsmål, som forslagsstillerne her har fremlagt, har jo altid haft IA´s usvækkede særlige bevågenhed gennem tiderne, hvilket da også aktualiseres af, at Landsstyret igen og igen har udmeldt, at råstofaktiviteterne og en udnyttelse heraf kan blive en af hovedsøjlerne i vores fremtidige økonomiske udvikling - men spørgsmålet, der uvægerligt rejser sig er som altid, hvilken indflydelse og kompetence, vi selv ønsker os for så vidt angår disse ikke-levende ressourcer som vi til daglig betræder her i landet?

 

Netop derfor er det også for IA ganske vigtigt at præcisere, at vi allerede siden vores partis start for snart 20 år siden altid usvækket har villet sikre Grønland større politisk indflydelse i disse råstofspørgsmål.

 

Dette kan der for så vidt heller ikke efter IA´s opfattelse være noget odiøst i, eftersom vi jo må sige, at hvem er det da, der ved given råstofaktivitet her i landet vil komme til at mærke eventuelle negative følger heraf og de eventuelle miljøskader, der vil være følgen, når der sker en større forurening? Ja, hvem er det da her i dette kæmpe land, som vi dagligt betræder, og som vi udnytter på anden måde i forvejen - netop ved at leve af landets dyreliv ved al fangst- og jagtaktivitet, vi også er vokset op med, i vor brug af havet og dets forskellige hvaler samt andre søpattedyr, som vi ligeledes henter føde af ved vores fiskeri, der vil føle det på kroppen?

Svaret er ganske nærliggende - landets egen fastboende befolkning hvor denne råstofaktivitet finder sted og ingen andre!

 

Det er jo immervæk således, at det er os selv hér i landet, der vil få alle de - både miljømæssige, transportmæssige, boligmæssige, arbejdsmæssige og lignende problemer, der måtte følge med den type af råstofaktiviteter. Det er dels af geografiske årsager ikke Danmark, der jo som bekendt i umindelige tider har befundet sig ca. 4.000 km. væk herfra.

 


Netop på grund af denne geografiske kendsgerning, er det derimod heller ikke Danmark, der vil mærke det mindste til disse eventuelle miljøskader og andre negative følger af denne form for aktiviteter her til lands, derimod vil Danmark i givet fald nu på 17. år blot få del i indtægterne og ikke andet!

 

Dette kan lade sig gøre eftersom rammerne herfor, som tillader disse forhold, har været politisk aftalt, og i lovform er udtrykt igennem råstoflovens bestemmelse i § 22, om en fifty-fifty fordeling af de første råstofindtægter indtil man når et loft på 500 mio.kr.

 

At forholdene fortsat skal være så urimelige og ulige fordelt er Inuit Ataqatigiit ikke enige i, da denne ordning ikke kan ses at være udtryk for en retfærdig ordning, specielt når der også tænkes på de vilkår der hersker i dagens Grønland, hvorfor vi også håber at landstinget mener ligeså.

 

Set i lyset af det altid meget svære arbejde vi har med at udarbejde de årlige finanslove, er den nuværende situation uholdbar, eftersom vi oplever en voksende arbejdsløshed, er vidne om et fald i vore eksportindtægter samtidig med, at et øget pres på samfundets udgifter til overførselsindkomster i den grad også lægger begrænsninger i vore handlemuligheder i disse svære år. Denne svære kunst kender vi, der er hér i salen, kun alt for godt, når vi skal prioritere med de knappe midler.

 

Netop på baggrund heraf er der i modsætning til tidligere desto mere behov for, at den nugældende indtægtsfordelingsaftale af 1989 genforhandles påny i forhold til den danske stat. Dette er en ganske enkel nødvendighed, såfremt vi også skal sikre landskassen sine egne muligheder for at kunne honorere det voksende udgiftspres, samfundet stiller os.

Hertil må vi imidlertid bemærke os fra IA, at landsstyrekoalitionen end ikke har nævnt denne mulighed med en eneste sætning. Skyldes dette, at man er bange herfor eller skyldes det, at man først har villet høre, hvad landstingsgrupperne har af mening hertil?

 


Såfremt det sidste skulle vise sig at være tilfældet, skal vi således indtrængende appellere til landstingets partier om positivt at vurdere denne mulighed. At vi sikkert alle er enige om, at hjemmestyret skal videreudvikles, hersker der vel ingen tvivl om blandt de tilstedeværende, eftersom vi jo jævnligt nok alle har udtalt, at den grønlandske befolkning i endnu højere grad end hidtil skal have større selvbestemmelsesret i sager af vital betydning for Grønland også. Til hudløshed har vi således også til dato hørt, at vi ønsker at arbejde hen imod en højere grad af økonomisk uafhængighed for vort land, hvorfor IA skal udtale, at det er ganske evident for IA, at vi også får det instrument, der jo er forudsætningen herfor, for at vi derved kan hævde os som et selvstændigt og et frit folk, der også med tiden får en reel mulighed for at frigøre sig fra en bloktilskudsfinansieret økonomi. Men som nævnt er spørgsmålet igen, med hvilke midler?

 

Selvstyretanken og den frihedstrang, der nu er dukket op til overfladen igen i det grønlandske samfund, og som IA hilser med særlig tilfredshed, fik dog et skud for boven, da det største parti her i landet tidligere på året pludselig, ganske imod den voksende opinion og helt upassende sagde:” At selvbestemmelse og selvstyre ikke blot kan nås ved bare snak, idet der skal arbejdes konkret henimod målet” og siden også blev til ”at dette kun kunne opnås ved en stabil økonomisk udvikling”.

 

At dette blot bliver ved snakken, og der derfor ikke er vilje hertil, ses jo ganske tydeligt omkring dette dagsordenspunkt, vi debatterer i dag, hvor vi til trods for, at der er enighed om overførsel af Råstofforvaltningen for Grønland, jo netop ser, at viljen aldeles mangler, når snakken går på kravet om en genforhandling af den nugældende indtægtsfordelingsaftale. Muligheden er jo end ikke nævnt i Landsstyrets svarnotat, som vi jo netop har hørt. Man kan også spørge sig selv, om dette er et udtryk for, at der i stedet er arbejdet konkret henimod et mål om selvstyre?

 

Absolut ikke - fordi dette blot er at tage to skridt frem og ét tilbage, når der tænkes på, at man fra Landsstyret kun vil indlede sine forhandlinger om hjemtagelse af Råstofforvaltningen fra og med 1. januar 1997.

 

Lad mig i denne anledning minde om, at dette krav allerede blev formuleret tilbage i 1994, mens Siumut og Inuit Ataqatigiit sad i landsstyrekoalition sammen, og at Atassut nu endelig hopper med på vognen. Dette er for så vidt glædeligt, når der tænkes på, at dette partis formand så sent som i august måned i år til Sermitsiaq, netop udtalte sig om vores forslag og deriblandt sagde:”Det er et meget dårligt forslag og et meget uheldigt tidspunkt at fremsætte det på”.

 

Men som nævnt, så er det da kun glædeligt, at vi nu kan konstatere, at dette parti af sin samarbejdspartner er blevet banket på plads og dermed også støtter vores forslag.

 

Ja, gud er det uhyre vigtigt, at samtlige partier nu står sammen om kravet om overflyttelse af Råstofforvaltningen, men det må så også være på betingelse af, at også koncessionsudstedelsesbeføjelsen, der jo som bekendt ene og alene er hos den danske miljø-og energiminister, også følger med. Når dette først er nået, ja så har vi noget at juble over.

 


For Inuit Ataqatigiit vil vi imidlertid få endnu mere at glæde os over, såfremt landstingets øvrige partier ligeledes kunne formås til også at slippe deres berøringsangst mod indtægtsfordelingsaftalen af 1989, ved konkret at erklære sig enige i, at Råstoflovens § 22 nødvendigvis bør ændres, og at man så herefter bemyndiger vort landsstyre til også at indlede forhandlinger herom, når nu også spørgsmålet om Råstofforvaltningen skal genforhandles.

 

Blot for at illustrere, hvad hovedsigtet bør være - så lad mig minde om, at netop under behandlingen af tillægsbevillingsloven under hovedkonto 24.11.19 har indtægtsført en del af Greenex A/S i likvidation´s samlede afsluttende koncessionsafgift, der lyder på i alt 9.680.000 kr., som i h.t. den nugældende aftale skal deles ligeligt mellem Grønland og Danmark. Hvis vi forestiller os, at Grønland som minimum altid får 75% af disse koncessionsafgifter, så ville vi ikke blot få 4.840.000 kr, men derimod 7.260.000 kr., som ville tilfalde landskassen, og som vi herefter kan gøre nyttig brug af til hårdt tiltrængte erhvervsudviklingsmæssige tiltag her i Grønland.

 

Med dette lille eksempel in mente, vil vi derfor fra Inuit Ataqatigiit endnu engang udtale, at vi står fast på vort krav om, at indtægtsfordelingsaftalen skal genforhandles påny, samt at vi naturligvis står urokkeligt fast på en beslutning om, at Råstofforvaltningen i sin helhed skal overføres til Grønland senest pr. 1. januar 1998, og at vi derudover skal udtale, at vi er enige i de betragtninger, som landsstyret har givet i sit svar til forslaget fra Josef Motzfeldt omkring Nunaoil A/S.

 

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

 

Hvad angår forslaget fra Hr. Johan Lund Olsen mener Akulliit Partiiat, at aftalen fra 1994 som også oplyst af Landsstyret, har været en succes, og at den på en kompetent måde har påvirket udviklingen og har opbygget en betydelig viden, samtidig med at der er fælles projekter.

 

Akulliit Partiiat giver landsstyret ret i, at 1994-aftalen bør overholdes, således at forhandlinger om fornyelse af aftalen påbegyndes i starten af 1997 med henblik på, at en ny ordning kan træde i kraft fra starten af 1998.

 

Hvad angår forslaget fra Hr. Josef Motzfeldt om oprettelse af et datterselskab til servicering af mineselskaber mener vi, at det er et rimeligt ønske. Vi opremser jo privatiseringsønsker om kap partierne imellem. Vi har i Akulliit Partiiat konstateret, at en del private grønlandske selskaber i den seneste tid har løst serviceopgaver tilsyneladende fuldt ud tilfredsstillende og efter sigende til konkurrencedygtige priser. Vi vil have flere af den slags. Men vi skønner ikke, efter at have gennemgået svarnotatet, at der er et specielt behov for stiftelse af et datterselskab, idet vi mener, at dette vil gavne de privates interesse.

 

Efter disse bemærkninger håber vi, at det stadigvæk vil gå fremad for Nunaoil A/S.


 

Anthon Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet:

 

Selvom der ikke er en klar besvarelse af landstingsmedlem Johan Lund Olsen´s andet forslag, er den bestemte og klare besvarelse af det første forslag, som det af landsstyreformanden anførte i svarnotatet: ”Vi satser som nævnt på en overførsel af forvaltningen og dermed også det formelle ”ministeransvar” for forvaltningen af råstofområdet. Selvom råstofområdet er et fællesområde, så er det Grønlands undergrund, som forvaltningen vedrører, og landsstyret finder det rimeligt, at forvaltningen og ansvaret herfor fra 1998 - 19 år efter hjemmestyrets indførelse - overflyttes til Grønland”. Et fuldt tilfredsstillende svar, som bør fastholdes fremover.

 

Vedrørende forslaget fra landstingsmedlem Josef Motzfeldt er jeg enig i landsstyreformandens svar vedrørende serviceringsområdet i råstofudvindingsspørgsmål, da han sagde:” Erfaringerne fra andre minerallande viser, at serviceringsopgaverne for efterforskningsindustrien varetages af den private sektor. Det et landsstyrets opfattelse, at det samme bør være tilfældet her i landet....”. Glædelige ord som bør støttes, og som også bør fastholdes fremover.

 

Vedrørende forslag om oprettelse af et datterselskab til Nunaoil A/S til varetagelse af serviceringsopgaver er jeg endvidere enig i landsstyreformandens svar, at såfremt man skulle tage sådan et initiativ og oprette et datterselskab, ville det være udfra en bestyrelsesbeslutning. Det er jo rigtigt, at Nunaoil A/S er et selvstændigt selskab, der kan give tilbud om de opgaver, selskabet gerne vil påtage sig uden at blive dikteret dertil af andre.

 

Derudover må jeg også nævne spørgsmålet om ejendomsretten til landet. Man bør snarest indlede forhandlinger omkring dette spørgsmål.

 

Med disse bemærkninger vil jeg tage svarene til forslagene til orientering.  

 

 

Lars Emil Johansen, Landsstyreformanden, Siumut:

 

Jeg takker for svarene. Jeg forstår, at Siumut, Atassut, Akulliit Partiiat og Kandidatforbundet d.v.s. hele landstinget på nær Inuit Ataqatigiit er enige om spørgsmålene.

 

Med hensyn til Siumut´s ordfører Hr. Jonathan Motzfeldts udtalelser, er jeg fuldstændig enig, og tager disse til efterretning. Og ligeledes har forkorteren Otto Steenholdt, som jo er imod forkortelser, forkortet hele sit indlæg. Derved fik da også moret os lidt.

 


Med hensyn til Johan Lund Olsen´s lange indlæg, så er der jo ikke noget nyt i, at Inuit Ataqatigiit har bevæget sig meget i de forløbne år. Før Inuit Ataqatigiit i det hele taget blandede sig i disse spørgsmål, var strukturen allerede lagt. Og med hensyn til kampen om ejendomsretten til undergrunden og mineralske råstoffer, har der været opnået enighed. Herefter er Inuit Ataqatigiit så kommet ind på banen som kommentatorer til en fodboldkamp uden i det hele taget at være medspiller. Jeg forstår det således, at de prøver på at tage deres mærkesager op igen. Så må man spørge sig selv, om man tager de gamle mærkesager op og lade være med at reagere overfor dette? Jeg mener, at den måde vi kører tingene på i dag, så vidt muligt ikke bør forstyrres.

 

Som vi allerede har sagt, så foregår der forhandlinger med den danske miljø- og energiminister, og disse forhandlinger foregår efter de planer der er lagt, og Inuit Ataqatigiit ved, at de  pågældende planer findes.

 

Det er næsten barnligt, at man prøver at foregribe begivenhederne. Forhandlingerne foregår jo som allerede nævnt efter planen.

 

Vi mener selvfølgelig ikke, at vi bør besvare alting, fordi der pågår forhandlinger. Vi har et indtægtsfordelingsprincip som går ud på en fifty-fifty fordeling ved råstofindtægter op til 500 mio.kr. Når indtægterne overstiger de 500 mio.kr, skal der således indgås en ny aftale. Vi mener ikke, at det er nødvendigt at drøfte det yderligere.

 

Det kunne være fristende at drøfte spørgsmålet om selvstyre, men jeg mener at, før man kommer ind på selvstyrespørgsmålet, må man være uafhængig som menneske. Man kan more  sig over drømmene, men det er ikke nok med at drømme. Det kan ikke lade sig gøre at realisere målene bare ved at udtale sig om disse. Jeg forsøger at finde frem til en anden formulering for dette, men jeg mener, at det grønlandske hjemmestyre og den danske stat har det samarbejde omkring forvaltningen af råstofferne.

 

Vedrørende spørgsmålet om hjemtagning af Råstofforvaltningen har vi ligeledes et godt samarbejde og en god forståelse parterne imellem. Vi vil gerne fastholde denne gensidige forståelse.

 

Jeg tager Kandidatforbundets og Akulliit Partiiat´s bemærkninger omkring dette til efterretning og siger tak for disse.

 

 

Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:

 


For ikke at formulere tingene for langt, som landsstyreformanden også var inde på, vil jeg gerne komme med en udtalelse som svar til dette.

Da landsstyreformanden i de seneste dage har talt nedsættende om IA, vil jeg gerne sige, at vi blot har ønsket at indtægtsfordelingsaftalen af 1989, og det princip der ligger heri bliver ændret.

 

I forbindelse med vore bestræbelser på at finde andre indtægtsmuligheder, har vi bl.a. peget på råstofområdet, herunder råstofudvinding. Derfor har vi indtrængende opfordret de øvrige partier til, at man går ind for en genforhandling af denne aftale, men vi forstår, at de øvrige partier ikke ønsker dette.

 

Med hensyn til det historiske vil jeg gerne udtale, at da Inuit Ataqatigiit startede i sin tid var det for at komme med på fodboldbanen, og det var, fordi de der i forvejen spillede ikke var dygtige nok, at Inuit Ataqatigiit i det hele taget blandede sig i kampen. Da man åbenbart er gået over til fodbold, vil jeg sige, at IA er et parti der bliver større og større set i denne sammenhæng.

 

 

Daniel Skifte, landsstyremedlemmet for Økonomiske Anliggender og Boliger, Atassut:

 

Jeg vil også benytte lejligheden til at kommentere det, IA påpeger omkring Atassut. Sådan en påpegning overfor Atassut, vil jeg ikke tage nært.

 

Der blev foreslået, at Råstofforvaltningen bliver overflyttet her til Grønland. I landsstyret er vi fuldstændig enige i dette budskab.

 

Med hensyn til den måde Atassut reagerede på dette spørgsmål i sommer, skal jeg understrege, at Atassut´s reaktion vedrørte fordelingsspørgsmålet - at Grønland får 75 % af indtægterne fra råstofudvinding. Dette reagerede vi kraftigt og klart på.

 

Atassut har aldrig nogensinde ændret sin råstofpolitik og har ikke sendt nye signaler ud derom, men på den anden side har Inuit Ataqatigiit ændret deres signaler ved at sige, at man vil have indtægtsfordelingsprincippet fra 50 til 75 %.

 

Til de der siger at vores økonomiske situation er blevet forværret, må man sætte spørgsmålstegn, idet vores hidtidige økonomiske situation har været baseret på bloktilskud fra Danmark, og beløbet har ihvertfald været stigende. Dette ses også ved behandlingen af finansloven. Vores overskud bliver lidt større, dels fordi vi får et højere skatteprovenue på omkring  20%. Derfor vil jeg fra Atassut´s side tilbagevise Inuit Ataqatigiit´s påpegning.


Vi har som sagt ikke ændret vores råstofpolitik, og vi vil fastholde de holdninger, der er imødekommet og agter at fortsætte med det. Hvis Inuit Ataqatigiit har en anden holdning må de stå til ansvar for den. Vi vil ikke ændre vor egen politik og støtter hermed landsstyrets forslag.

 

 

Jonathan Motzfeldt, Siumut:

 

Det er glædeligt at høre en så stor forståelse med hinanden her i salen, og den pågældende opgave har pågået gennem lang tid. Nu skal vi til at skrive et nyt kapitel, som indeholder store opgaver. Råstofudvinding her i Grønland er noget, man skal tale roligt sammen om og skal diskuteres i venskabelighed for at opnå positive resultater. Det skal også diskuteres indenfor rigsfælleskabets rammer, og jeg mener, at de danske politikeres status i Folketinget er positiv. Mange af dem har forståelse for, at det ville være bedst, at landet her styres af dets egen befolkning. Dette har vi opnået ved, at landsstyret gennem sin virkemåde i forhold til den danske stat, har opnået, at der er overtaget en hel del ansvarsområder fra staten.

 

Man har overtaget disse områder i takt med, at man var parat hertil, og i Siumut fastholder vi, at man også gør det på denne måde for råstofområdets vedkommende. Vi taler ikke om selvstændighed lige netop i dag, selvom det selvfølgelig også er fristende at kommentere dette, men jeg mener, at  i og med vi har taget dette skridt, vil vi være parat til at støtte de ordninger der vil komme fra landsstyret.

 

 

Otto Steenholdt, Atassut:

 

Vi skal også fra Atassut sige, at vi har været med fra starten omkring spørgsmål om udnyttelsen af Grønlands ressourcer, og vi kender jo resultatet. Men jeg er forundret over det forslag, der er fremkommet, om en ny indtægtsfordeling for råstoffer, da det ikke er en tradition, vi har. Hvis vi f. eks. siger, at 2 fangere tager ud på fangst sammen, så skændes de jo ikke på forhånd over, hvordan de skal fordele fangsten. Så ender det med, at de ikke får fanget noget overhovedet, fordi de bruger tiden til at skændes. Men hvis de på forhånd er blevet enige om at dele fangsten ligeligt, så har de en fast aftale om, hvad der skal ske, også selv om de ikke fanger noget.

 


Vi har jo endnu ikke fundet udnyttelige mineraler eller olie. Derfor kan vi ikke starte med at skændes om, hvordan vi skal fordele noget, som vi ikke har fået endnu. Vi må respektere den danske stats og folketingets holdning. Når man sammenligner landstingets arbejde med folketingets arbejde, så er der et behageligt og gensidigt godt forhold. Som medlem af folketinget skal jeg udtale, at man i Danmark er glade for, at Grønland administreres godt og ansvarligt. De har jo andre erfaringer med et andet hjemmestyreområde, nemlig Færøerne. De glæder sig ligefrem til at komme til Grønland. Lad os snakke om tingene i al fordragelighed.

 

 

Lars Emil Johansen, landsstyreformand, Siumut:

 

Som sagt er der et absolut flertal, som går ind for indstillingerne heri, på nær Inuit Ataqatigiit. Spørgsmålet om, at råstofforvaltningen skal have et stabilt politisk grundlag. Til gengæld er en fremgangsmåde, der giver grund til usikkerhed ikke til gavn for interessen for efterforskning- og udvinding i landet. Ved at fokusere på enkeltheder skal man ikke gå hen og miste overblikket.

 

Vi ønsker at udvinde råstoffer for at gøre os mere uafhængige af andre lande og derved blive mere økonomisk selvhjulpne, og med de muligheder og redskaber vi har, må vi være meget forsigtige med ikke at springe rundt i tingene. Vi må følge den vej, vi fastsætter at følge. Hvis der er mineraler, så må vi udnytte dem, og hvis der er olie ligeså, og engang i fremtiden bliver vi vel også selvstændige. Min personlige holdning er, at det må det ske uden at opgive samarbejdet med et andet land. Der er jo forskellige selvstyrende lande, som har en eller anden form for samarbejde med et andet land i Europa og i andre lande. Hvis man gør spørgsmålet om selvstændighed afhængig af olie m.m., må man spørge sig selv: Hvis olien slipper op engang, skal man så holde op med at være selvstændige, eller hvad?

 

Med hensyn til indtægtsfordelingsprincippet med 50/50 % op til 500 mio.kr. mener jeg, uden at det er for at forvirre nogen, at det er en socialistisk tankegang.

 

Punktet sluttet. 

 

 

Punkterne

Dagsordenens punkt 16,      Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om Grønlands Hjemmestyres og kommunernes tjenestemænd, 1. Behandling

 

og

Dagsordenens punkt 67,      Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om Landstinget og Landsstyret

 

blev udsat til behandling den 17. Oktober.


Mødet afsluttet.