Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenens punkt 13-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Tirsdag den 27. april 1993 kl. 13.00.

 

Dagsordenens punkt 13.

 

 

Redegørelse vedrørende Råstofforvaltningens fremtidige placering.

(Landsstyreformanden).

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen.

Mødet er åbnet, i dag tirsdag den 27. april, har vi 3 dagsordenspunkter til behandling i Landstinget.

 

Først punkt 13, redegørelse vedrørende Råstofforvalt­ningens fremtidige placering, der vil blive fremsat af lands­styreformanden.

 

Punkt 34, forslag til landstingsforordning om sygeple­je­skeuddannelsen, det er 1. behandling.

 

Punkt 37, forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om fåreavl, ligeledes en 1. behandling.

 

Forinden vi går over til dagsordenen, vil jeg lige sige, at en del af de godkendte dagsordenspunkter er i henhold til Landsstyrets ønske udgået, efter at For­mandskabet har godkendt det.

 

I morgen skulle vi ellers behandle punkt 29, redegørel­se for det nordiske samarbejde. Det udgår og det ud­deles til medlemmerne, som en skriftlig redegørelse.

 

Nu går vi over til landsstyreformandens redegørelse, værsågod, landsstyreformand.

 

Lars Emil Johansen, landsstyreformand:

Jeg skal hermed fremsætte, på vegne af Landsstyret, redegørelse vedrørende Råstofforvaltningens fremtidige placering.

 

Landstinget tilsluttede sig på efterårssamlingen 1992, at der skal udarbejdes en strategiplan for den grøn-landske indsats på råstofområdet.

 

Formålet er, at vi med strategiplanen i hånden for alvor kan igangsætte arbejdet med en styrket indsats i efterforskning og udvinding på olie- og mineralområdet.

Der var under efterårets debat bred enighed om, at vi med udsigterne for den økonomiske udvikling har behov for mere aktivitet på råstofområdet.

 

Landsstyret har fulgt Landstingets beslutning op på to måder:

 

      -       dels ved at udarbejde et forslag til en langsig-tet råstofstrategi. Denne strategi foreligger nu og den er omdelt til Landstingets medlemmer.

 

      -       dels ved at fortsætte forhandlingerne med den danske regering om Råstofforvaltningens fremti-dige placering.

 

Landsstyret indgik - umiddelbart før regeringsskiftet i Danmark - en aftale med regeringen om, at myndigheds-behandlingen på vandkraftområdet skal overføres til Grønlands Hjemmestyre.

 

Samtidig blev det aftalt, at der skal etableres et mindre kontor under Energiministeriets Råstofforvalt­ning i Nuuk. Foruden disse konkrete skridt blev det aftalt, at der indledes forhandlinger om en overførsel af kompetencen på miljøområdet til Hjemmestyret og om Grønlands Miljøundersøgelsers fremtidige placering under Hjemmestyret.

 

Den danske regering har arbejdet videre med overførsel af kompetencen på vandkraftområdet og med etablering af et råstofkontor i Grønland. Imidlertid har regeringen på miljøområdet undladt at fremsætte forslag om over-førsel af kompetence til Hjemmestyret, idet den danske regering blot har peget på muligheden af et tættere samarbejde.

 

Ved den nye regerings tiltræden har Landsstyret skøn-net, at der foreligger en ny politisk situation, som kan danne grundlag for en bedre aftale mellem regerin­gen og Landsstyret.

 

Aftalen med den foregående regering indeholdt nogle alvorlige begrænsninger, som Lands­styret måtte accep­tere, for dog at få sat gang i ud­viklingen.

 

Denne vurdering baserer sig bl.a. på den positive vilje, regeringen under bloktilskudsforhand­lingerne har vist for et udvidet samarbejde på råsto­fområdet og på tid­ligere udsagn fra socialdemokratiske medlemmer af Fællesrådet, der ikke modsatte sig en generel over­førsel af Råstofforvaltningen og de tilhørende sagsom­råder til Hjemmestyrets regi.

 

Landsstyret har derfor påbegyndt nye forhandlinger med statsministeren og energiministeren om en mulig over-førsel af hele Råstofforvaltningen til Hjemmestyret.

 

Landsstyret betragter disse forhandlinger som værende i gang. Derfor har Landsstyret ikke effektueret alle elementer i den gamle aftale med den borgerlige rege-ring endnu.

 

Ifølge aftalen med den foregående regering kunne situa-tionen opfattes på den måde, at der med indgåelsen af denne aftale er blokeret for yderligere forandringer i forvaltningsmæssig regi frem til 1995. Dette har Lands-styret ikke ønsket, da dette område er så vigtigt for Grønland i dag, at der så hurtigt som muligt bør ske forandringer af en mere grundlæggende karakter.

 

Uanset, at Råstofforvaltningen ikke er omfattet af hjemmestyrelovens oversigt over områder, som kan over-føres til Grønlands Hjemmestyre, skal Landsstyrets ønske om en overtagelse af Råstofforvaltningen ses med udgangspunkt i Hjemmestyrelovens ? 7, hvor der henvises til de områder, som ikke er nævnt i bilaget til loven, men som kan overføres til Hjemmestyrets kompetence.

 

Det fremgår her, at en beslutning om en overførsel af sådanne sagsområder, jeg citerer: "...træffes ud fra hensynet til rigsenheden og til, at Hjemmestyret får en udstrakt indflydelse på områder, der særligt berører grønlandske forhold".

 

Efter den seneste aftale om fordeling af indtægter ved råstofudvinding og set i lyset af Grønlands økonomiske situation, finder Landsstyret, at dette område mere end nogensinde har en særlig betydning for vore forhold her i landet.

 

Med udsigten til en voksende arbejdsløshed, fald i vore eksportindtægter og et øget pres på sam-fundets ud­gifter til overførselsindkomster er der i dén grad behov for en udvikling, som kan åbne den grønlandske økonomi og skabe nye indtægter og arbejdspladser.

 

Det er endvidere Landsstyrets klare holdning, at der skal skabes større motivation blandt politikere og borgere her i landet for råstofudvinding. Det kan vi gøre ved at hjemtage forvaltningen af de aktiviteter, der skal foregå i Grønland, så der kan skabes balance og sammenhæng i strategi, ansvar og kompetence på rå-stofområdet.

 

Det er i den forbindelse Landsstyrets sammenfattende vurdering, at de økonomiske områder, Hjemmestyret har overtaget fra den danske statsforvaltning, i dag under grønlandsk styrelse forvaltes mere effektivt, mere for-retningsmæssigt, professionelt og mere økonomisk renta-belt, end før de blev overtaget.

 

Samtidig sker der også en langt større og mere aktiv brug af den grønlandske arbejdskraft end tidligere. Jeg mener, at nøglen til denne positive udvikling bl.a. skal findes i den nære sammenhæng mellem borgere og beslutningstagere og i det forhold, at kompetencen og ansvaret er en integreret del af det samfund, beslut­ningerne vedrører.

 

Landsstyret har på den baggrund vanskeligt ved at se den logiske begrundelse for, at forvaltningen af vores næstvigtigste ressource, som betyder så uendeligt meget mere for Grønland end for Danmark, fortsat skal være placeret i et dansk ministerium i København.

 

Det er et forhold, vi endnu ikke har kunnet få nogen forklaring på fra de tidligere danske regeringer.

 

Landsstyret finder, at det er i modstrid med ånden i hjemmestyre­ord­ningen og det må snarere betegnes som en uheldig reminiscens fra tidligere tider. Fra forhold, vi for­længst har forladt.

 

Landsstyret finder det kun naturligt og sundt, at det forvaltningsmæssige ansvar ligger dér, hvor de politi­ske konsekvenser får virkning.

 

Det er her i Grønland, vi vil mærke alle - både gode og dårlige - følgevirk­ninger af en eventuel minedrift eller olieudvinding. Vi vil få alle de problemer - både miljømæssige, trans­portmæssige, boligmæssige, arbejds­mæssige osv. - der måtte følge med den type aktivite­ter.

 

Danmark derimod, vil i givet fald blot få del i ind­tægterne og intet andet. Det admini­strative og det politiske ansvar må følges ad, alt andet er uholdbart i længden.

 

Vi har naturligvis fra Landsstyrets side noteret os den ordning, den danske regering og det færøske Landsstyre har aftalt for råstofforvaltningen på Færøerne.

 

Vi har samtidig understreget, at situationen på Færøer­ne og situationen i Grønland ikke kan sammenlignes. Det grønlandske samfund ønsker således ikke at starte fra nulpunktet igen og Landsstyret har ingen ønsker om overførsel af f.eks. Grønlands Geologiske Undersøgel­ser, som er tæt integreret med den danske geologiske viden­skabelige verden.

 

Det afgørende for Landsstyret er netop resultaterne og den nødvendige sammenhæng mellem det administrative og det politiske ansvar.

 

Landsstyret finder på denne baggrund, at tiden er inde for en overførsel af selve Råstofforvaltningen, og at det nu er så presserende, at området kan undtages fra de normale vilkår for overførsel, hvis dét er vejen frem, for at der sker noget. Landsstyret er således villige til at søge en forhandling efter hjemmestyrelo­vens ? 4, i stedet for ? 5, for så vidt angår selve Råstofforvaltningen, såfremt Landstinget giver sin tilslutning hertil.

 

Landsstyret ønsker i denne sammenhæng at slå fast, at vi fortsat er af den opfattelse, at selve Fællesrådet er et positivt og konstruktivt organ i Rigsfællesska­bets struktur.

 

Landsstyret har ingen ønsker om at ændre på Fælles­rådets struktur og kompetence, eller for den sags skyld at ændre på det nuværende indtægtsforde­lingsprin­cip.

 

Tværtimod vurderer Landsstyret, at Fæl­lesrådet vil indtage stadig mere central plads i de fremtidige dansk/grønlandske politiske kontakter på det parlamen­tariske plan.

 

Dette vil bl.a. bero på en anderledes effektiv sekre­tariatsbetjening af hele Fællesrådet, således at sekre­tariatet kan spille en mere udfarende og aktiveren­de rolle, i forhold til rådets virke i det daglige.

 

Dette kunne f.eks. ske på grundlag af Landsstyrets forslag til en langsigtet råstofstrategi, som Hjem­mestyret - i mangel af styring af sekretariatsfunktio­nen - i første omgang kun har mulighed for at iværksæt­te for vores egen side af Fællesrådet.

 

Som situationen er i dag, er der ingen direkte mineak­ti­vitet i Grønland og bortset fra seismiske undersøgel­ser ingen olieaktivitet.

 

På mineralområdet har vi gode forhåbninger om, at der snart vil komme aktiviteter i gang. Bl.a. via Nunaoils fund af guld i Sydgrønland og på baggrund af de andre aktiviteter, der er givet forundersøgelses- og efter­forskningstilladelse til.

 

Så selv om vi naturlig­vis kunne ønske en meget større aktivitet, er der dog aktiviteter flere steder i lan­det, som peger fremad.

 

Udsigterne på olieområdet er desværre mindre lovende. Den udbudsrunde, der har været iværksat omkring off­shore koncessioner ud for Vestgrønland, har ikke med­ført eet eneste bud fra olieselskabernes side.

 

I dag er det således kun det store seismiske under­søgelsespro­jekt Kanumas, udført i Nunaoils regi, der endnu skaber aktivitet indenfor dette område.

 

Der kan være mange grunde til, at investeringslysten på det internationale plan til olie- og mineralefterforsk­ning i disse år er vigende.

 

Bl.a. er der kommet en række nye konkurrenter på marke­det, specielt i Sibiri­en, Sydamerika og Afrika, der lige så aktivt som Grøn­land søger at tiltrække inter­national kapital på dette område.

 

Men når konkurrencen skærpes, må også Grønland reagere, ved at sætte de nødvendige ressourcer ind, dygtiggøre os, markedsføre Grønland bedre internationalt og frem for alt, ved ikke at give op.

 

Det er på denne baggrund, Landsstyret har udarbejdet det forslag til en langsigtet råstofstrategi, som er omdelt sammen med denne redegørelse. Hovedideen i strategien er, at hvis man vil konkurrere på det inter­nationale olie- og mineralinvesteringsmarked, må man kende sit produkt, sine konkurrencevilkår, sine mulige købere og de behov, disse har.

 

Det bygger også på, at der må udvikles kontrolmekanis­mer i forbindelse med arbejdet, som både sikrer sæl­geren og er acceptable for køberen.

 

Strategiforslaget peger således på, at hvis vi vil sælge Grønlands olie- og mineralrigdomme til udenlands­ke investorer, må vi lære os selv at finde de rigtige købere og gå målrettet efter dem.

 

Vi må lære os selv at organisere vores service overfor køberne, så Grønland som investeringsmål virker til­lokkende og ikke af­skræk­kende. Og vi må lære os selv at kunne gennemskue det internationale markeds behov, så vi kan målrette vores indsats.

 

Landsstyret er af den opfattelse, at vi alle her i Landstinget bør kunne støtte en strategi, der gør os selv dygtigere i kendskabet til vores land og vore muligheder for at skabe industri i vores land.

 

Men det er også Landsstyrets opfattelse, at vi for at udnytte de muligheder, der følger af en forbedret strategi og markedsføring, må have adgang til det instrument, som er nøglen til en effektiv strategi over for køberne.

 

Det er to sider af samme sag, og det er derfor nødven­digt, at vi fortsætter bestræbelserne på at få for­valtningen af vore råstoffer over på vore egne hænder, uanset om vi måtte blive nødt til selv at finan-siere denne ene overførsel.

 

Landsstyret skal derfor indstille til Landstinget:

 

                            -             at den foreslåede langtidsstrategi for rå-stoffer for Grønland iværksættes,

 

                             -            at Landsstyret fortsætter forhandlingerne med den danske regering om en overførsel af Råstofforvaltningen til Hjemmestyret under de økonomiske forhold, der måtte være nød-vendige,

 

                            -             at Landsstyret under alle omstændigheder søger at skaffe den nødvendige ekspertise til udførsel af den omtalte strategi, samt

 

                            -             at Landsstyret ikke blokerer for en hurti-gere overførsel af Råstofforvaltningen til Hjemmestyrets regi, som følge af den afta-le, Landsstyret indgik med den tidligere regering; men at vi i stedet lader denne aftale indgå i de fortsatte forhandlinger med den nye regering.

 

Med disse bemærkninger fremsatte jeg hermed på vegne af Landsstyret redegørelse vedr. Råstofforvaltningens fremtidige placering.

 

Jonathan Motzfeldt, ordfører for Siumut:

Det er på tide at placere råstofadministrationen det rigtige sted, uden at det behøver at afstedkomme større diskussion, men blot derved, at Grønlands Landsstyre og Landsting meddeler deres venner i Danmark, at vi er rede til at overtage dette ansvar gennem forhandlinger, der finder sted i henhold til Hjemmestyrelovens ? 7, og om nødvendigt i henhold til samme lovs ? 4 eller 5.

 

I tilgift til de traditionelle erhverv, fiskeri, fangst og fåreavl, er minedrift den vigtigste økonomiske potentiale for fremtidens Grønland. Tiden er derfor inde til at råstofforvaltningen placeres under de grønlandske politiske myndigheder, nemlig Landsstyret og Lands­tinget.

 

Siumut tillægger overtagelsen af dette ansvarsområde så megen vægt, at vi mener, at finan­sieringen i for­bindel­se med overtagelsen, må være af en underordnet karak­ter.

 

Grundlaget bør være at respektere de to forhold, som de danske og de grønlandske myndigheder hidtil har haft gensidig forståelse om, nemlig, den paritetiske sammen­sætning med Fællesrådet og at aftalen om ligelig forde­ling af fortjenesten fra råstofudvindingen mellem Grøn­land og Danmark bibeholdes.

 

Fra Siumut støtter vi, at man forhandler under respekt for disse nævnte ordninger, fordi det vil betyde, at vi så kan fortsætte samarbejdet omkring råstofferne.

 

Dette er et skridt, som ikke alene forventes fra Grøn­land, men også andre lande, som vil samarbejde med os på råstofområdet afventer en sådan endelig løsning.

 

Endvidere vil vi fra Siumut meddele vores tilslutning til Landsstyrets strategiplan for råstofudviklingen i Grønland, som efter vores mening vil få stor betydning for råstofområdet, ikke alene i forhold til udlandet, men også for den grønlandske befolknings dybere for­stål­se for minedriftens betydning, og mulighederne for aktiv deltagelse.

 

Vi fra Siumut støtter også Landsstyrets andre over­ordne­de mål på råstofområdet.

 

Med disse bemærkninger skal vi opfordre Landsstyret til at indlede forhandlingerne med den danske regering om sagen.

 

Otto Steenholdt, ordfører for Atassut:

Enhver som bor i Grønland ved, at en af partiet Atas­suts vigtigste formål siden dets tilblivelse er, at ud­nytte landets rigdomme, herunder de ikke levende res­sourcer uden at forurene miljøet.

 

Vi har tidligere gjort opmærksom på, at Grønlands vig­tigste erhverv, fiskeriet, er alt for påvirkeligt af kli­ma­tiske forhold.

 

Vi i Landstinget har mange gange foreslå­et, at vores ikke levende ressourcer bør ud­nyttes som supplement til de eksisterende erhverv. Desværre er vores frygt fra dengang, allerede blevet til virkelig­hed. Fiskerne mangler fisk, og uanset hvad for nogen arbejds­pladser der findes så har vi brug for dem under den meget store arbejdsløshed, der er herskende.

 

Atassut har opfordret de andre partier til, at der helst ikke skal stilles for mange hindringer i vejen for det sel­skaber som kommer herop, for at lede efter mineralske rigdomme.

 

De andre landstingspartier er blevet mere medgørlige på grund af økonomiske vanskeligheder, og sammen med dem har vi udformet mere acceptable tilbud til selskaberne.

 

Men desværre var der på samme tidspunkt sket en poli­tisk omvæltning i Østeuropa, og det er nu blevet vores værste konkurrenter, hvad udnyttelse af naturrigdomme angår.

 

Vi vil udnytte vores ikke levende ressourcer, og det er centralpunktet i denne debat, som er støtteværdigt fra Atassut. Om de fremkomne synspunkter fra Landsstyret som har baggrund fra landstingsdebatten fra sidste år vil vi udtale følgende på vegne af Atassut og Issittup Par­tiia:

 

For det første, vi skal udarbejde forslag til en lang­sigtet råstofstrategi.

 

For det andet, forhandlingerne om råstofforvaltningens fremtidige placering må indledes med den danske re­gering.

 

I forbindelse med det sidste punkt, skal vi fra Atassut og Issittup Partiia allerede nu fremsætte vores mening, som går ud på, at hvis råstofforvaltningen skal overta­ges, må det foregå efter Hjemmestyrelovens paragraf 4, d.v.s. med bloktilskud.

 

Det blev nævnt i forelæggelsen omkring paragraf 5, det finder vi kritisabelt.

 

Man gemmer det lidt vanskel­ligere end kommende forhand­ling og går videre med det lettere. Og i den forbindel­se der skal jeg også medtage, at i en økonomisk van­skellig tid for Danmark, og hvis man har nævnt at man kan over­tage noget uden bloktilskud forinden forhand­lingerne indledes, så må man også regne at det vil kunne overlade den uden bloktilskud.

 

Dette vil nok i disse år hvor vi har meget store økono­miske vanskellig­heder, ikke være noget attraktivt område at overtage fra Grønland.

 

Når vi mangler penge til et eller andet, så plejer vi, at efterlyse, at man går Finansloven igennem en kam for at finde de midler. Jeg siger disse helt klart og bekla­ger at man forinden forhandlingerne startes, man kan sige sådan, at man skal overtage det område uanset hvad.

 

I forbindelse med tidligere debatter om råstofforvalt­ningen i Grønland har Atassut ikke tilkendegivet sin  mening om, hvor råstofforvaltningens kontor helst skal være, men vi har dog ansøgt at det er nemmere for de udenlandske selskaber med de såkaldte eksperter i Dan­mark.

 

Men nu da tanken om, at udnytte rigdomme bliver styr­ket, har vi den mening at Råstofforvaltningens kontor må pla­ceres der, hvor aktiviteterne vil komme til at foregå.

 

Vi vil ikke blande os i diskussionen om hvilke skiften­de danske regeringer der er bedst, da vi har den mening at man kan opnå enighed med dem i forhandlingerne. Vi tror på, at Landsstyret kan opnå et til os tilfreds­stil­lende forhandlingsresultat også hvad angår råstof­for­valtnin­gen.

 

I forbindelse med den sidste råstofdebat her i salen har vi sagt, at Landsstyret kunne forhandle med re­gerin­gen uden at vente til året 1995.

 

Vi tror, at det er en nødvendighed, at have en forhand­ling med regeringen bl.a. på grund af vores økonomiske situation.

 

Det er rigtigt, at råstofforvaltningen ikke er omfattet af Hjemmestyrelovens paragraf 7, da overta­gel­sen af råstofforvaltningen kan betyde meget for Grøn­land økonomisk. Derfor ønsker vi, at regeringerne bliver ind­ledt.

 

Det områder som vi har overtaget, måske med und­tagelse af Sundhedsvæsenet, forvalter vi bedre end før vi overtog dem fra Danmark. Altså set i forhold til hvor­dan den danske har forvaltet disse.

 

Vi vil godkende at Land­sstyret indleder forhandlinger med den danske re­gering, men understreger at overtagel­sen skal være med bloktil­skud og det er Issittup Par­tiia og Atassuts mening.

 

Atassut mener, at der kun skal være et råstofforvalt­ningskontor og at det skal være i Grønland hvor aktive­teterne foregår. Det samme mener også Issittup partiia.

 

Vi har ingen konkrete bemærkninger om forslag til ud­for­mning af en langtidsstrategi for Grønland. Vi accep­terer Landsstyrets fire indstillinger til Landstinget. Det ta­ger vi til efterretning både fra Atassut og Issit­tup Partiia.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Inuit Ataqatigiit har gennem årene benyttet skiftende lejligheder, f.eks. herfra Landstingets talerstol, til at understrege, at vi anser resultaterne fra 70'ernes for­handlinger om en Hjemmestyreordning for værende

skridt­ på vejen, som ikke skal forblive uændret til hver evig tid.

 

Ikke mindst er vores holdning til ejendomsretten til landet forblevet usvækket. Hvad angår status på ejen­domsretten, må det være at betragte som et resultat af  historisk art, som vi blot kan konstatere kunne opnås den gang.

 

Der er i dag allerede gået 15 år, siden forhandlingerne om Hjemmestyreordningen blev afsluttet. I de år der er gået, er forholdende på globalt plan ændret i en omfang vi aldrig kunne have forestillet os, og som viser at ønsket om forandringer er latent iboende i de store fol­keslag.

 

Vi må derfor spørge os selv om, vi blot skal vente på, at andre kommer udefra og ændrer forholdene i vort land, efter forgodtbefindende.

 

Efter Landstingets debat om råstofområdet i efteråret 1992, er der dannet en ny regering i Danmark. Den for­rige regerings imødekommende meldinger om råstoffor­valt­ningens mulige overgang til Hjemmestyret, gjorde at IA, hvad angår debatten om ejendomsretten på det tids­punkt, holdt lav profil.

 

Landstinget har i den forløbne tid, gennem lovgivningen gjort mineralefterforskningen i Grønland mere tillok­ken­de, for de internationale selskaber.

 

I en tid, hvor den økonomi­ske krise er verdensomspæn­dende, er det nødven­digt hele tiden at øge sin konkur­rencedygtighed i for­hold til an­dre lande.

 

Hvis vi skal gøre det tillokkende at investere i Grøn­land, må et af vore vigtigste midler være, at vise Hjem­mestyrets politiske stabilitet i så vid omfang som mu­ligt.

 

Inuit Ataqatigiit mener, at så længe udefra­kommen­de investorers henvendelser behandles udenom landets po­liti­ske ledelse, så vil interessen ikke vokse.

 

Det forhold at råstofforvaltningen er placeret under et ministerium i Danmark, anser vi for et brud på de grund­læggende aftaler om Hjemmestyreordningen.

 

Endvidere mener vi, at en opsplitning af forvaltningen med en afdeling i Hjemmestyret vil være meningsløs og anses som dobbeltadministration af de potentielle in­vestorer.

 

Som Landsstyret udtrykker det, er der ingen intensioner om at ændre, på hverken indtægtsfordelingsprincippet el­ler på sammensætningen af Fællesrådet for mineralske råstoffer, hvor der er en ligelig repræsentation fra dansk og grønlandsk side. Ønsket er at der ikke skal herske tvivl om, at dette forum skal vedblive at råd­give om råstofpolitikken.

 

Men henvisning til Hjemmestyrelovens paragraf 7, er der derfor ingen mening i at diskutere betimeligheden af, at flytte råstofforvaltningen til Grønland.

 

Tværtimod mener IA at der herfra er, et ensstemmigt og fornuftigt ønske om at flytte Råstofforvaltningen.

 

Når aftalen i 1988, hvor der er lagt op til en revur­dering af hele råstofforordningen, ikke har været anset som en hindring i at indgå en ny aftale om at overføre myndighedsbehandlingen af vandkraftsspørgsmål til Hjem­mestyret, kan vi ikke se nogen grund til at udskyde en stillingtagen til Råstofforvaltningens placering til 1995.

 

Med henvisning til, hvad vi allerede har sagt, mener vi altså, at man ikke kan komme uden om at overflytte Rå­stofforvaltningen, med henvisning til Hjemmestyrelovens paragraf 5.

 

Set i forhold til FNs år for oprindelige folk er dette ikke noget odiøst ønske. Vi har ikke noget ønske om, at omgå Hjemmestyreloven, og fremsætter derfor selv i FN-året noget ønske om, at få bekræftet vores ejendomsret til jorden, men blot en overførsel af råstofforvaltnin­gen.

 

Med disse ord går vi ind for de 4 indstillinger i fore­læggelsesnotatet. Hvad angår instilling nr. 2, mener vi at den danske stats udgifter til forvaltningen skal o­verføres sammen med forvaltningen. 

 

Et af grundelementerne i Hjemmestyreloven er jo ingen af parterne, hverken skal tabe eller vinde på over­førsel af ansvarsområdet.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Akulliit Partiiat/Centerpartiet konstaterer, at Lands­styret på 2 punkter har fulgt Landstingets beslutning i efterårssamlingen i 1992, nemlig ved at have:

 

- udarbejdet et forslag til en langsigtet råstofstra­tegi og

 

- ved at fortsætte forhandlingerne med den danske re-    gering om råstofforvaltningens fremtidige placering. 

 

Umiddelbart efter regeringsskiftet i Danmark indgik

Landsstyret aftale med regeringen om:

 

For det første, myndighedsbehandlingen inden for vand­kraftområdet skal overføres til Hjemmestyret.

 

Og at der skal etableres et mindre kontor under Energi­mini­steriets råstofforvaltning i Nuuk.

 

Imidlertid har regeringens miljøområde undladt at frem­sætte forslag om overførsel af kompetence til Hjem­mestyret, idet regeringen blot har peget på muligheden af et tættere samarbejde.

 

Dette synes vi, fra Akulliit Partiiat/Centerpartiets side er meget beklageligt. Vi synes at det er meget be­klageligt at forhandlingerne må gå om.

 

Vi synes også, at det er ovenud beklageligt, at den udbudsrunde, der har været iværksat omkring offshore-koncessionerne ud for Vestgrønland, ikke har medført et eneste bud fra aktie­selskabernes side, og hvor man i stedet nu har fået kon­kurrence fra bl.a. det der er sket i Østeuropa.

 

Det er endnu mere beklageligt, at der fra tidligere store koncessioners side, ikke er blevet foretaget flere og større undersøgelser efter mineralske ressour­cer og olieforekomster.

 

Bestræbelserne ved vores samling efter valget, hvor Aku­l­liit Partiiat/Centerpartiet var repræsenteret for før­ste gang, var at vi slækkede på kravene omkring betin­gelser­ne ved undersøgelserne af ressourcerne i under­grunden, gav ingen bonus, ærgerligt nok.

 

For al­lerede på det tids­punkt har vi måttet konstatere at pengestærke og inve­steringslystne potentialer, der kunne have startet arbej­depladser med flere penge til kommunerne til følge og dermed også til Landskassen, var skræmt væk.

 

Derfor må vi finde incitament for at beholde dem, der var til­bage blandt de pengestærke interessegrupper.

 

De eneste man kan se på, det er, vi må klare os med hvad der er tilbage af interesserede. Derfor går vi ind for Landsstyrets indstilling for fire områder:

 

For det første, at man iværksætter den foreslåede lang­sigtede strategiplan.

 

For det andet, at man fortsætter forhandlinger med den danske regering.

 

For det tredje, at man fremskaffer den nødvendige eks­pertise, der skal til for at kunne udføre den fore­slåede strategi og endelig for det fjerde, at Lands­styret ikke blokerer for en hurtigere overførsel af råstofforvalt­ningen til Hjemmestyrets regi.

 

Landsstyreformanden:

Jeg siger tak til samtlige landstingspartier, man kan sige, at de fuldt ud støtter Landsstyrets indstillin­ger. Jeg har blot fået kommentarer Siumuts ordførers støt­te, det er jeg ikke overrasket over at høre, jeg mener også at andre ikke også vil være overraskede over disse.

 

Med hensyn til det, som Atassuts ordfører præciserede, det harmonerer temmelig meget med Landsstyrets inten­sio­ner, men jeg har også forstået at Atassut også er enig i, at man må lave et forslag til en langsigtet råstof­strategi, og at man bør snarest muligt placere Råstof­forvaltningen her i Grønland.

 

Og at Atassut ønsker at denne overførsel til Grønland sker med blok­tilskud, når man peger på to paragrafer i Hjemmestyre­loven, så kan det være vanskeligt at sige:

 

Jeg skal lige præcisere para­graf 4 i Hjemmestyreloven, at vi kan overtage an­svarsom­rådet uden bloktilskud, og paragraf 5, det er gru­ndlag for at overtage nogen områder med bloktilskud.

 

Derfor finder jeg at Atassut gjorde det lige omvendt. Men jeg mener, at Atassut ønsker, at i vores bestræbel­ser om, at vi overfører Råstofforvaltningen til Grøn­land, og at dette sker i henhold til Hjemmestyrelovens para­graf 5.

 

Det er også korrekt, at partiernes meninger, ski­fter i løbet af årene. Hvis vi ikke skifter vores stan­dspunk­ter, så kan vi ikke gå videre, fordi vi må tilpas­se vores meninger, ud fra det faktiske forhold der er sket. 

 

Det har vi også gjort i forbindelse med udformningen af Hjemmestyreloven, således at den kan harmonere mere til konkurrencen, og at den også harmonerer til det skif­ten­de oliepriser på markedet.

 

Derfor har vi også udarbejdet vores indstillinger. Det er også korrekt at Akulliit Partiiat var med i den før­ste samling, men for ikke at misforstå dette, så må vi også sige, at de ikke indirekte har tilknytning til Aku­l­liit Partiiats stillingtagen, men jeg skal sige

Lands­styrets indstilling har været godkendt samtlige partier i Landstinget, også taknemmeligt fra Akulliit Partiiat.

 

Det er ellers nærliggende at kommentere det enkelte pun­kter, men det vigtigste skal jeg udtale fra Lands­styret, at samtlige landstingspartier støtter, at man indleder forhandlinger med den danske regering omkring overførsel af Råstofforvaltningen, og den støtte man har, det er et meget godt udgangspunkt man kan have.

 

Og ved den tid, hvor de gamle ordninger ikke kan bruges mere, så må vi lave nogen nye ordninger, hvor f.eks. kan have indvirk­ning på hele samfundet.

 

Fordi vi kan ikke blot gå vi­dere, som IA sagde, uden at have ændret dette i en ver­den hvor der stadig sker forandringer.

 

Der sker også meget store forandringer i verden. Jeg mener også, at dette bør være essensen i, at man kan æn­dre lidt på holdningerne her i landet.

 

I det meget store æn­dringer, det skal ske i så vidt muligt, i samarbejde med landstingspartierne. Det vil ikke blot være betryg­gende for samfundet, men vil også styrke vores position i for­hold til forhandlingerne.

 

Derfor takker jeg samt­lige partiers støtte til Lands­styrets initiativer.

 

Men når man tænker på samfundet, så skal de ikke tro, at der overhovedet ikke er noget håb, til at indlemme ef­terforskning og udvinding af mineralske råstoffer.

 

Der skal jeg sige, at der er store initiativer igang. I år har man iværksat omkring 20 - 25 forundersøgelser, der alene skal gennemføres i år.

 

Og det er, at man i 1992 harmonerer med forundersøgel­sesantallet, men det inve­steringer der er sket med gennemførelse af 20 - 25 for­undersøgelser indebærer, at der vil være omkring de dob­belte investeringer. Derfor er det ikke korrekt at man har skræmt investorerne væk.

Dette har udspring i, at de internationale oliesel­skaber også mangler penge, også fordi oliepriserne er faldet.

 

De bevillinger, der er givet til olie­efter­forskning fra forskellige olieselskaber er omkring dobbelt så store end der er givet i 1992.

 

På baggrund af dette er de forundersøgelser, der er i gang gået meget hurtigt.

 

For eksempel er der prøveboring i gang tre steder i Grønland. Der skal laves bedre prøveboringer i Sydgrøn­land ved Nanortalik, hvor Nunaoil har fundet guld.

 

Et canadisk selskab vil i Disko området og i Nuussuaq området lave omfattende forundersøgelser.

 

Selskaber, der gennemfører forundersøgelse med henblik på udvindelse af mineraler, er udover det hjemlige Platinova er der tale om canadiske, amerikanske og australske selskaber.

 

Derfor er der håb om, at mineraludvinding i løbet af ikke for mange år vil kunne iværksættes. I den for­bindelse er det vigtigt, at man arbejder på at kunne overflytte Råstofforvaltningen til Grønland.

 

Da samtlige partiordfører nævnte det, skal jeg nævne, at det er Landsstyrets politik, at man bibeholder fælles­rådet, og at man kan bruge det som et samlende punkt i de kommende forhandlinger mellem den danske regering og Hjemmestyret.

 

Dette finder Siumuts ordfører også vigtigt, idet Siumut har været med til at aftale indkomstfordelingsprin­cippet. Det er ikke således, at vi ikke vil afgive nogle ind­tægter til Danmark, ej heller at Råstoffor­valtningen forbliver i Danmark.

 

Vi vil gerne overflytte Råstoffor­valtningen til Grøn­land, fordi der ikke er nogen ide i, at Råstofforvalt­ningen forbliver en del af de danske ministerier. Det ville være det samme, nu hvor vi har overtaget Sund­hedsvæsenet, og Sundhedsvæsenets sekretariat var for­blevet i Danmark i et eller andet ministerium.

 

Hvis man havde haft placeret Råstofforvaltningen i Grønland i løbet af Hjemmestyrets 14 år, ville man nok have været lidt længere fremme i råstofefterforsknin­gen. Derfor er det ærgerligt, at der skal gå 14 år efter, at vi har indledt Hjemmestyret, før der laves aftale med den danske regering.

 

Derfor håber jeg, at vi kan få en god aftale med den danske regering omkring dette.

 

Otto Steenholdt, ordfører for Atassut:

De to paragraffer har jeg byttet om, og jeg er taknem­me­lig for, at dette er blevet sat på plads.

 

Det er ligesom om, at vi gerne vil høre, at hvis dette skal overtages uden bloktilskud i en tid, hvor Grøn­lands økonomi har det dårligt, hvor store driftsud­gifterne er, ved denne forvaltning, samt hvor mange medarbejdere, der vil følge med.

 

Disse ting er interessante i en kommende overførsel, idet vi skal bruge temmelig mange millioner til ud­gifter. Derfor er det ikke kun mig, men også mange andre der ønsker at vide, hvor mange arbejdspladser, der vil blive overført til Grønland.

 

Jeg vil citere, det der er blevet nævnt ved forelæggel­sen.

 

Danmark vil ikke blot få indtægter, fordi aftalen er, at man deles ligeligt. Får Danmark ingen indtægter, så vil vi heller ikke få nogen indtægter. Det er blot det, jeg vil gøre opmærksom på, at der vil være præcis det samme i indtægter til Danmark og Grønland.

 

Det er derfor korrekt, når Landsstyret rettede op på debatten.

 

Man kan sige, at nu, hvor vi har virksom­heder i Øst­grøn­land, og man siger, at vi mangler penge, bør disse ikke kunne udnytte vores ressourcer næsten gratis.

 

Det er meget medmenneskeligt af olieselskaberne, når de siger, at vi kan købe olien til den halve pris af, hvad man hidtil har givet.

 

Om dette har skræmt dem væk eller ej, og er en god strategi, kan man skændes om.

 

 

Jonathan Motzfeldt, ordfører for Siumut:

Som jeg henviste til i mit indlæg, kan man starte samtalerne i henhold til Hjemmestyrelovens paragraf 7, og om nødvendigt paragraf 4 og 5 i samme.

 

Det er sådan nogle ting, der skal kunne fremsættes uden, at der fremkommer tvistigheder.

 

Derfor mener jeg, at man på det område ikke bør skjule noget, men ej heller, at man skændes, men åbner mulig­hederne for en forhandling, og gør brug af Hjemmestyre­lo­vens muligheder.

 

Det, der er Landsstyrets hensigter på råstofområdet, og som blev nævnt i landsstyreformandens redegørelse, er meget støtteværdigt, og de initiativer skal fortsættes.

 

Vi skal huske på, at de områder, vi har overtaget fra staten, her tænkes på KNI, GTO og andre områder, som vi har overtaget, så mener jeg, at intet siges forkert ved at hævde, at vi kører disse områder bedre, end staten gjorde.

 

Man skal heller ikke være i tvivl om, at når man over­tager Råstofforvaltningen, så vil både Landsstyret og Landstinget i og med, at man får ansvaret tættere ind på livet, bedre kunne lave en strategiplan for råstof­politikken.

 

Her er jeg enig med landsstyreformanden.

 

Vi ved også, at når der sker udvinding at et hvilken som helst mineral, og der sker forurening, er det os, der skal tage ansvaret. Så må det også være os, der kan påvirke beslutningerne desangående.

 

Derfor er jeg tilfreds med de udtalelser, der er kommet fra partierne, hvorved vi samlet og enigt kan indlede forhandlinger med den danske regering.

 

Dette er et godt udgangspunkt.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Andre partiers ordførerindlæg vil jeg ikke kommentere, jeg vil blot komme med en tilføjelse til Akulliit Partiiats ordførers indlæg.

 

I løbet af de sidste år er det korrekt, at de områder, man gerne vil lave forundersøgelser i, er blevet lidt mindre.

 

Selvom man har formindsket antallet af områder, skal man ikke udelukke, at et område stadig kan være til­lokkende.

 

Det er nok korrekt, at det område, der findes ved Nanortalik, og de små guldfelter, der er fundet ved opdagelse af udvaskning i en elv. Disse områder er efterforsket for guld af selskaber, men der er ikke fundet noget.

 

Nunaoil, som vi er medejere af, har fundet den åre, hvor guldet kommer fra ved brug af et par ?

 

Derfor må man regne med, at man vil kunne finde guld uden alt for store omkostninger. Det er derfor ikke korrekt, når udtrykket "skræmt væk" anvendes om sel­skabernes forhold til Grønland. Det er fordi selskaber­ne er blevet fattigere, og at selskabernes egne in­vestorer har mistet penge som alle andre.

 

Det, vi sagde fra Inuit Ataqatigiit i vores første indlæg, var, at man kan vurdere det som et brud på den grundlæggende aftale om hjemmestyreforordningen.

 

I Hjemmestyrelovens paragraf 7 står der, at såfremt man skal nedsætte en råstofforvaltning, og denne skal have en forvaltning, skal denne placeres i det daværende Grøn­landsministerium.

 

Der står intet om, at Råstofforvaltningen skal placeres i et ministerium, hvis ressort er råstoffer.

 

Derfor kan man tage disse ting op i forbindelse med forhandlingerne.

 

Landsstyreformanden:

Med hensyn til Otto Steenholdts spørgsmål, så skal jeg besvare dette.

 

Han spurgte, hvor mange driftsudgifter, der vil være i forbindelse med forvaltningen, og hvor mange medarbej­dere, der findes.

 

De, der er blevet flyttet til Energiministeriet, er 14 medarbejdere, samt at der årligt er 11 mio. kr. til drift.

 

Det vil sige, at en eventuel forøgelse af bloktilskud­det skal ske på baggrund af de faktiske udgifter, der udgør kr. 11 mio., hvortil kommer 14 stillinger.

 

Derudover har Råstofforvaltningen kontakt til Grønlands Geologiske Undersøgelser, og man har også faste aftaler med medarbejderne der. Endvidere kommer miljøundersø­gel­serne i Grønland.

 

Vi har den hensigt i Landsstyret, at en del af med­arbejderne derfra overføres. Vi tror dog ikke, at samtlige medarbejdere i Grønlands Geologiske Under­søgelser vil blive overført, men kan måske medtage dette i en direkte forhandling.

 

Omkring indtægtsfordelingen, er det som Otto Steenholdt påpegede, at man gerne vil have mange indtægter.

 

Vi skal sikre, at Grønland får præcis de samme ind­tægter, som Danmark.

 

Udover indtægterne, vil Grønland får ubehaget fra de forureningsmæssige konsekvenser. Fordelingen vil være 50 % til hver, indtil indtægterne kommer op over kr. 500 mio. Det har man allerede lavet en aftale om.

 

Man må sige, at interessen for Grønland, når oliesel­skaberne undtages, er generel større hos efterforsk­nings­selskaberne siden december 1992, da jeg dengang samlede selskaber, som har med mineralsk efterforskning at gøre.

 

Jeg har redegjort for dem, hvor let det er at indlede forundersøgelser og efterforskning.

 

Jeg har lagt mærke til, at interessen er større men ikke tilstrækkeligt, på grund af den økonomiske situa­tion på verdensmarkedet.

 

Hjemmestyret vil have noget helt andet ud af det, ved at Råstofforvaltningen kommer til Hjemmestyret.

 

Vi drøfter først nu overtagelse af Råstofforvaltningen, selvom den direkte er nævnt i Hjemmestyreloven. Vi burde nok have overtaget den langt tidligere.

 

Jeg mener, at samtlige partiordfører fra Inuit Ataqati­giit og Issittup Partiia gjorde klart, at vi overtager Råstofforvalt­ningen med en for­øgelse af bloktilskuddet, i henhold til paragraf 5 i Hjemmestyreloven.

 

Selvfølgelig skal vi respektere dette i forhandlinger­ne, men jeg vil overfor Landstinget komme med et spør­gsmål, fordi en aftale først kan træde i kraft efter godkendelse i Landstinget.

 

Kan Landstinget give Landsstyret mandat til at Råstof­for­valtningen eventuelt overføres uden bloktilskud, hvis den danske stat kræver dette.

 

Landsstyret vil gerne have mulighed for at lave en sådan aftale uden at være bundet alt for meget.

 

Til sidst skal jeg sige, at det er korrekt, at samtlige de områder, vi har overtaget, har vi drevet disse bedre, end staten har gjort.

 

Vi har drevet for eksempel Sundhedsvæsenet bedre på den måde, at mange grønlandske sygdomme kan behandles fra og med 1. maj på Dronning Ingrids Hospital, selvom der blot er gået 1 år, siden vi har overtaget sundhedsom­rådet.

 

Vi vil starte sygeplejerskeuddannelsen, som i øvrigt er det næste dagsordenspunkt.

 

Vi må sige, at vi har drevet samtlige ansvarsområder, som vi har overtaget fra Danmark. Det er således ikke blot tale, at vi vil drive områderne bedre end staten efter overtagelsen.

 

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Landsstyreformandens direkte spørgsmål var, om Lands­styret kan forhandle med mandat til at overtage området med eller uden bloktilskud.

 

Dertil mener jeg, at vores budskab er blevet misfor­stået, idet vi skal komme med samtlige begrundelser på baggrund af Hjemmestyreloven ud fra at overtage om­rådet.

 

Dermed kan man ikke komme uden om paragraf 5 i Hjem­mestyreloven.

 

Selvfølgelig skal vi vende tilbage til sagen, når forhandlingerne er afsluttet her i Landstinget.

 

Det kan godt være, at når vi får indtægter, vil disse blive trukket i bloktilskuddet.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Først vil jeg fra Akulliit Partiiat med hensyn til etablering af Råstofforvaltningen i Grønland sige, at vi er enige i, at dette skal ske med bloktilskuddet.

 

Landsstyreformanden bad direkte om ikke at skulle være bundet i forbindelse med de kommende forhandlinger.

 

Fra Akulliit Partiiat støtter vi denne anmodning, for at undgå, at der forhandles med bundne hænder.

 

Mødeleder:

Dermed er punkt 13 på dagsordenen redegørelse vedrøren­de Råstofforvaltningens fremtidige placering afsluttet, hvorefter vi går over til punkt 34 forslag til lands­tingsforordning om sygeplejerskeuddannelsen, som skal fremlægges af landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannel­se og Forskning, Marianne Jensen.

 

Punktet sluttet.