Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenens punkt 20-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Fredag den 3. juni 1994 kl. 14.10

 

Dagsordenens punkt 20.

Redegørelse om brugen af landstingsforordningen om kommunale beskæftigelsesprojekter og løntilskud.

(Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Ar­bejds­marked).

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen.

 

Henriette Rasmussen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked:

Ved Landstingets behandling af lovpakken vedrørende aktivering af sociale ydelser under forårssamlingen i 1993 tilkendegav jeg, at Landsstyret betragter ord­ningen som en forsøgsordning, der skal tages op til revision efter en prøveperiode på 1 år.

 

Landstingets Socialudvalg og Landstingets Erhvervsud­dannelses- og Arbejdsmarkeds­udvalg afgav under lov­pakkens behandling i Landstinget en fælles betænkning, hvori det afslutnings­vist indstilledes, at ordningen tages op til revision ved efterårssamlingen 1994. Landstinget vedtog enstemmigt lovpakken, og den trådte i kraft den 1. juli 1993.

 

Med henblik på den forestående revision af forordningen på efterårssamlingen i år har Landsstyret udarbejdet en redegørelse om den hidtidige brug af landstingsfor­ordningen om kommunale beskæftigelsesprojekter og løntilskud. Denne redegørelse er blevet omdelt til Landstingets medlemmer, og det er den vi skal drøfte i dag.

 

Som det fremgår af konklusionerne i redegørelsen, har aktiveringsforordningen, som landstingsforordningen bedst kan benævnes i daglig tale, ikke fået den om­fattende anven­delse rundt om i kommunerne, som Lands­styret havde håbet ved fremsættelsen af lovpakken. Dette er der flere grunde til, herunder måske util­strækkelig information om den nye ordning.

 

Direktoratet har gjort meget ud af at informere om den nye forord­ning, herunder ved udgivelsen af en uddybende vejled­ning om forord­ningen ved dens ikrafttræden,- ved sær­skilt gennem­gang af for­ordningen i forbindelse med afholdte kurser for samtlige kommuners social- og arbejdsmarkedsud­valgsmed­lemmer, socialchefer og ledende arbejdsmarkeds­konsulen­ter,- ved fremlæggelse af for­ordningen, herunder dens økonomiske konsekvenser for såvel kommunen som den aktiverede, på erhvervskonferen­cer, og ved den daglige konsulent­bistand igennem direk­toratets arbejdsmarkedsaf­deling. Til trods herfor må der i forbindelse med revisionen af forordningen arbej­des på endnu bedre information.

 

At ordningen endnu ikke er blevet den helt store suc­ces, skyldes imid­lertid også, at der altid vil være en slags ind­kørings­periode, inden en nyskabelse slår helt igennem.

 

Landsstyret glæder sig naturlig­vis over, at nogle kommuner har gjort anvendelse af akti­verings­for­ord­ningen og fortsat gør det, og det er Landsstyrets fornemmelse, at yderligere en række kommuner forbereder forskellige aktiveringstil­tag med hjemmel i forord­ningen.

 

Landsstyret mener således stadigvæk, at aktiveringsfor­ordningen har sin fulde berettigelse. Landsstyret finder det således vigtigt, at der også fremover vil være mulighed for gennem aktivering af sociale ydelser at bibeholde den enkelte lediges tilknytning til ar­bejds­markedet og samtidig sikre kommunerne mulighed for at få udført opgaver for den hjælp, som kommunen er forpligtet til at yde de ledige.

 

Der synes imidlertid at være behov for en række til­ret­ninger af forordningen på nogle punkter. Hvilke til­retninger, der er behov for, fremgår af konklusionerne i redegørelsen, men herudover er det Landsstyrets håb, at Landstingets partier under drøftelsen af redegørel­sen vil fremkomme med yderligere eller supplerende forslag hertil.

 

Landsstyret har i redegørelsen afslutningsvist fremsat indstillinger til Landstinget om, at dette giver Lands­styret sin tilslutning til igangsætning af et lovforbe­redende arbejde med henblik på forordnings­revisionen til efterårssamlingen, samt til at der i det lovforbe­redende arbejde tages udgangspunkt i de konklu­sioner, der fremgår af selve redegørelsen. Endelig er der særskilt indstillet til Landstinget, at det tilslutter sig, at Landsstyret, eventuelt gennem forslag til nødvendige tilretninger af arbejdsmarkeds­lov­givningen, sikrer muligheden for, at Hjemmestyret, kommunerne og private virksomheder også fremover kan indgå aftaler omkring finansieringen af opgaver af samfundsmæssig værdi.

 

Idet jeg iøvrigt henviser til det i redegørelsen frem­førte, skal jeg med disse få bemærkninger overlade redegørelsen og de deri fremsatte indstillinger til Landstingets velvillige behandling. 

 

 

Peter Grønvold Samuelsen, ordfører for Siumut.

I april måned sidste år vedtog et enigt Landsting landstingsforordningen og kommunale beskæftigelsespro­jekter og løntilskud, som i daglig tale har fået be­nævnelsen "Aktiveringsfor­ordningen".

 

Vi skal fra Siumut tilkendegive vores tilfredshed over, at der som lovet er taget skridt til at foretage revi­sion af forordningen efter et års prøvetid. Det fremgår klart i Landsstyrets redegørelse, at der er behov for at foretage en revision.

 

Arbejdsløsheden er vokset, især i de seneste år, og antallet af arbejdsløse varierer fra kommune til kommu­ne.

 

Siden slutningen af 1980-erne er torsken praktisk talt forsvundet, med det resultat, at mange fiskefabrikker på Vestkysten har standset sin produktion, og der er sket et fald i eksporten til en værdi af 1,1 mia. kr., og anlægsaktiviteterne er faldet betydeligt. Derfor bør vi være mere ihærdige i vore anstrengelser for at bekæmpe arbejdsløsheden.

 

Grønlands Hjemmestyre og kommunerne har i samarbejde gjort store anstrengelser for at bekæmpe arbejdsløs­heden, hvor tiltagene i det store og hele er lykkedes med Landstingets medvirken, idet Landstinget i to for­løbne år har prioriteret opstarten af beskæftigelses­fremmende foranstaltninger meget højt.

 

På trods af tiltagene er arbejdsløshedssituationen blevet forværret, med det resultat at udgifterne til det sociale område også har været stigende. Vi er bekendt med forholdene, og derfor har vi vedtaget den såkaldte "aktiveringsforordning" sidste år, således at vi ad den vej kan bane vejen for at kanalisere en del af de sociale ydelser til beskæftigelsesformål.

 

Landstinget har i de to seneste forløbne år afsat næsten 100 mio. kr. til beskæftigelsesfrem­mende foran­stalt­ninger. Disse midler benyttes til beskæftigelses­frem­mende foranstaltninger på grundlag af mange for­skellige regler og bestemmelser, og det er uden tvivl baggrunden for, at der har været begrænsede resultater det første år, hvilket bl.a. også bliver påpeget i Landsstyrets redegørelse.

 

Lad os se nærmere på Hjemmestyrets bevillinger for 1994 til beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.

 

Der er bevillinger på 14 mio. kr. til mandetimer. Der er bevillinger på 7 mio. kr. til kommunale byggesæt samt 1 mio. kr. til mandetimer til opførelse af bygge­sættene som ekstraordinær bevilling. Derudover er der afsat bevillinger på 4 mio. kr. til renovering af Hjemmestyreejede udlejningsboliger i Uummannaq, Uperna­vik, Qaanaaq, Ammassalik og Ittoqqortoormiit. Der er afsat bevillinger på 3,5 mio. kr. til aflønning af projektlederne for kommunale ungdomsprojekter. Oven i disse bevillinger er der afsat en bevilling på 5 mio. kr. til brug for den her omtalte "aktiveringsforord­ning". Derudover er der oven i alle disse bevillinger afsat 30 mio. kr. til "Projekt Råvarekøb". Endvidere opererer landstingstillægsbe­villingslov I for 1994 med bevillinger på adskillige mio. kr. til brug for løntil­skud i produktionen i fiskeindustrien. Gennem en sådan ordning er der i samarbejde med kommu­nerne Qasi­giann­guit, Aasiaat, Qeqertarsuaq, Kangaatsi­aq, Paamiut, Arsuk, Qaqortoq, Alluitsup Paa og Nanorta­lik og Royal Greenland etableret et antal ekstra ar­bejds­pladser på fiskeindustrier­ne.

 

Siumut støtter fuldt ud beskæftigelsesinitiativer der har udgangspunkt i løntilskud, og Siumut ønsker og ser meget gerne, at ordningen finder en større udbredelse.

 

Udover de førnævnte initiativer har kommunerne for­skellige selvstændige beskæftigelsesfrem­mende initiati­ver.

 

Det skal derfor ikke undre nogen, at nye muligheder, ud over hvad der tidligere har været af muligheder af beskæftigelsesfremmende tiltag, som kan foretages, har afstedkommet tilvænningsvanskeligheder i den første fase.

 

Mere ihærdighed i nedbringelse af arbejdsløsheden:

Det er nødvendigt med tiltag til forbedring af beskæf­tigelsessituationen. Det er overordentligt vigtigt at gøre noget nu. Derfor bør landstinget forfølge og benytte enhver mulighed for at skabe beskæftigelse. Kommunerne skal ikke mindst være med, ligeledes skal de hjem­mestyreeje­de virksomheder og privatejede virksom­heder være med i bestræbelserne for at skabe beskæfti­gelse. Befolkningen skal og må være med i samarbejdet. Vi hører af og til, at der visse steder mangler ar­bejdskraft, især i fiskeindustrien, selv om der i pågældende kommune er registrerede arbejdsløse. Dette er ikke passende. Sådan bør det ikke være.

 

Hele det grønlandske samfund bør være med i bestræbel­serne på at løse beskæftigelses­situationen. Det er vigtigt, at vi alle forstår hinanden, om vi er arbejds­tagere eller arbejdsgivere. Vi har taget mange politi­ske initiativer for at nedbringe omkostningerne i samfundet, og derfor vil det være nødvendigt med tilba­geholdenhed med hensyn til lønkrav, alt imedens vi arbejder på at tilvejebringe flere arbejdspladser.

 

Det er svært at forestille sig, at beskæftigelsessitua­tionen vil blive bedret helt af sig selv i de nærmeste år. Siumut støtter derfor Landsstyrets fortsatte be­stræbelse på at skabe nye arbejdspladser ved bl.a. at anlægge lufthavne for fastvingede fly, udvikle turisme­erhvervet, bestræbelser på at få gang i mineraludvin­dingen, etablering af et produktudviklingsselkab m.m. Vi må hele tiden have for øje, at vi ikke ser os blinde i den første attraktive plan om etablering af en ny arbejdplads, men at vi prioriterer således, at nye arbejdspladser, der har den størst mulige samfundsøko­nomiske virkning prioriteres højest. Derfor finder vi i Siumut det meget ønskeligt, at igangværende forunder­søgelser for at etablere vandkraftanlæg fortsætter.

 

Vi følger derfor i Siumut med stor forhåbning og med nøje interesse i de kommunalt arrangerede erhvervskon­ferencer, der i de seneste år gennemføres med henblik på at udvikle erhvervsmulighederne.

 

Udover beskæftigelsesfremmende tiltag i byerne, bør initiativer til beskæftigelsesfremmende tiltag for bygdebefolkningen fremmes. Der er mange muligheder for at skabe beskæftigelse for befolkningerne i bygderne.

 

Landsstyrets indstilling til Landstinget:

Siumut tager Landsstyrets redegørelse om "aktiverings­forordningen", der har været gældende i et år, til efterretning. Vi er i Siumut tilfredse med de skridt, som SIK og Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked har taget til undgåelse af et utilsigtet brug af "aktiveringsfor­ordningen".

 

Siumut støtter fuldt ud Landsstyrets bemærkninger til de udtalelser, der er fremsat af KANUKOKA og SIK.

 

Vi går ind for de indstillinger, som Landsstyret frem­sætter i forbindelse med redegørelsen. I den forbindel­se skal vi fra Siumut kræve, at det sikres, at der arbejdes tæt sammen med KANUKOKA og SIK; ligeledes vil vi fra Siumut kræve, at når Grønlands Hjemmestyre, kommunerne og de private virksomheder indgår aftale om finansiering af skabelsen af nye arbejdspladser, at kommunerne får den fornødne tid, og at det sker i fuld forståelse med kommunerne.

 

Otto Steenholdt, ordfører for Atassut:

Redegørelse om brugen af landstingsforordningen om kommunale beskætfigelsesprojekter og løntilskud.

 

Atassut har været aktivt med til at gennemføre loven om kommunale beskæftigelsesprojekter og løntilskud - det var et forslag fra Atassut, der blev realiseret med indførelsen af denne lov.

 

Atassut har arbejdet seriøst for at indføre sådan en lovgivning. Derfor er det særlig beskæmmende at se, at loven ikke har virket efter sin hensigt.

 

Atassut mener, i lighed med Landsstyret, at loven og dens intentioner er gode nok, men at der på baggrund af de indhøstede erfaringer er brug for enkelte justerin­ger.

 

For Atassut fremgår det helt klart af redegørelsen, at informationen om lovgivningen ikke har været god nok. Der er tale om en lov, som åbner for helt nye mulig­heder for arbejdsløsheds­bekæmpelse, og det er helt tydeligt, at kommunerne ikke har formået at udnytte loven, såvel p.gr.a. usikkerhed omkring de økonomiske konsekvenser, som fordi det åbenbart har været svært for kommunens personale og politikere at se lovens muligheder.

 

Direktoratets normale informationsprocedure om lov­givning har tydeligvis ikke virket. I Danmark har en lignende lov virket gennem længere tid, og man har indhøstet langt flere erfaringer. Bl.a. på baggrund af disse erfaringer, synes det oplagt, at Socialdirektora­tet udsender en slags idekatalog om lovens anvendelses­muligheder.

 

Atassut har det grundlæggende synspunkt, at det skal kunne betale sig at arbejde. Vi mener derfor, at Lands­styret ved den kommende lovrevision bør se nærmere på specielt ? 10. Atassut ønsker at ændre på aflønningen ved deltagelse i kommunale beskæftigelsestjenester, således at den arbejdsledige får en løn, der ligger et sted imellem den takstmæssige løn og SIK's mindsteløn.

 

Atassut ønsker samtidig at præcisere, at kommunerne nødvendigvis må friholdes for den merudgift, som bliver konsekvensen af en sådan ændring. I det hele taget, er det nødvendigt, at sikre, at kommunerne friholdes fra økonomiske byrder i forbindelse med lovgivningen.

 

Vi tilslutter os til fulde Landsstyrets kommentar til SIK's udtalelser i forbindelse med denne redegørelse. For Atassut er det helt klart, at medlemsskab af SIK ikke skal være en betingelse for deltagelse i projekter eller løntilskudsansættelse efter denne forordning. Tanken er helt absurd, og SIK's udtalelser om, at ledige der ikke er medlemmer af SIK er ugidelige, tager vi skarpt afstand fra.

 

Med ovenstående bemærkninger tager vi redegørelsen til efterretning, og skal erklære, at Atassut tilfulde kan tilslutte sig de indstillinger, som redegørelsen frem­lægger overfor Landstinget.

 

Ole Lynge, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Landstingforordningen om kommunale beskæftigelsespro­jekter og løntilskud er ny i vort land. Arbejdsløs­heden er udstrakt, og de berørtes vilkår skal så vidt muligt lettes. Dette skal ses som et led i, at de ar­bejds­ledige senere skal have vedvarende beskæftigelse. Derfor mener IA, at landstingsforordningens ånd og hensigt er støtteværdigt.

 

Erfaringer fra enkelte kommuner viser os, at lands­tingsforordningen bør have tilstrækkelig information mellem de berørte parter. Hvis man tænker på de enkelte kommuner, som har benyttet landstingsforord­ningen, er det tydeligt, at arbejdsgiverforeninger, det offentlige og kommunernes interesser i alt for høj grad har spil­let en negativ rolle, hvor man i nogle tilfælde har blandet de sociale forpligtelser.

 

I redegørelsen fremgår det, at KANUKOKA ikke har støt­tet kommunernes finansiering af beskæftigelses- og løntilskud.

 

Kommunerne, som skal benytte landstingsforordningen, er betænkelige, p.gr.a. at der i indkøringsperioden vil være merudgifter på takstmæssig hjælp m.m., og løntil­skuddet er for nogle arbejdspladsers vedkommende f.eks. Royal Greenland blevet betragtet som et tilskud til virksom­heden.

 

I redegørelsen bliver det understreget, at det ikke er meningen, at tilskuddet skal gå til den almindelige drift, og der bliver indstillet, at reglerne på dette bliver tydeliggjort.

 

På det sociale område er det nødvendigt at adskille takstmæssig hjælp og tilskud til mandetimer, idet disse midler bliver tildelt ud fra samfundets forpligtigel­ser.

 

Inuit Ataqatigiit skal derfor henstille, at det sikres, at beskæftigelses- og løntilskudsord­ningernes intentio­ner nøje skal følges og overvåges af de involverede parter. Dette kan ske ved en overenskomst mellem det offentlige og forbundene.

 

Overgangen fra takstmæssig hjælp til en arbejdssitua­tion har stor betydning for den enkelte arbejder, og det er nødvendigt til stadighed at tilpasse overenskom­sterne og arbejdsmarkeds­lovgivningen, således at over­gangen bliver så smidig som muligt.

 

Derudover bør det sikres, at de arbejdspladser hvortil der ydes løntilskud ligestilles med almindelige ar­bejdspladser.

 

IA mener, at det er vigtigt, at lønnen på arbejdsplad­ser med løntilskud er højere end den almindelige takst­mæssige hjælp. Vi bør overholde princippet om ligeløn for samme arbejde.

 

Som det fremgår af redegørelsen, har brugen af løntil­skudsordningen hidtil ikke været tilfredsstillende. Dette har baggrund i flere forhold. Det er selvfølgelig ærgerligt, at nogle kommuner har været tilbageholdende p.gr.a. frygten for stigende sociale udgifter. Vi mener, at denne traditionelle tankegang er en forhin­dring for fornyelse til det bedre.

 

Enhver ved, at sygdom i familien, misbrug og utryghed i familien kan skyldes arbejdsløshed, hvilket igen fører større byrder for samfundet med sig.

 

For nogle, som har været langvarigt arbejdsløse, kan det også betyde, at man ikke længere er i stand til at følge med på f.eks. uddannelserne og på arbejdspladser­ne. Det kunne f.eks. være en god ting, om man i kommu­nerne kunne tilbyde omskolingskurser for arbejdsløse, hvilket også kunne styrke deres selvværd og selvtillid.

 

IA tager Landsstyrets anbefalinger og kommentarerne fra de forskellige organisationer til efterretning, men vil opfordre alle parter til at bruge dette værktøj til at sænke arbejdsløs­heden. På grundlag af drøftelserne af denne forordning har Landstinget afsat ekstra 5 mio. kr. på finansloven for 1994, som kan søges af kommuner­ne udover de allerede afsatte beskæftigelsesmidler.

IA har bemærket, at det ikke har været muligt at ud­nytte alle de tildelte midler, således er kun 600.000,­00 ud af de 5 mio. blevet tildelt kommunerne, og det er heller ikke sandsynligt, at midlerne vil blive opbrugt i år.

 

Derfor skal vi fra IA henstille, at tilskuddet til timelønnen hæves og således efterkomme finansudvalgets ønsker ved behandlingen af TB II. På denne måde kan man udnytte de ekstra beskæftigelsesmidler til f.eks. reparation af veje og renovering af boliger. Derudover anser IA det for nødvendigt, at smidiggøre løntilsku­dordningen.

 

Til sidst skal vi udtrykke vores tilfredshed med, at denne forordning er blevet sat i kraft hvilket jo har betydet, at en ukontrollabel vækst i arbejdsløsheden er forhindret, og især på fiskefabrikkerne har dette haft en positiv effekt. Det viser også, at der er mulighed for at benytte de sociale midler på en anden måde.

 

Med disse ord, skal vi meddele vores støtte til Lands­styrets 3 væsentlige indstillinger i redegørelsen.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Under forårssamlingen 1993 vedtog vi i Landstinget lovpakken eenstemmigt, og tiltrædelses­tidspunktet blev sat til den 1. juli 1993. Nu er forsøgsordningens periode på 1 år gået, og Landsstyremedlemmet for Socia­le Anliggender og Arbejdsmarked tilkendegav, at for­søgsordningen tages op til revision.

 

For Akulliit Partiiat er redegørelsen spændende og interessant som alt andet præventivt- og aktivitetsfor­øgelse blandt unge. Vi må sige, at det er en god akti­vitet at starte aktivitetsfor­ordningen. Det giver jo, foruden at være præventivt arbejde, de tiltrængte arbejdspladser, selv om, som der også under forelæggel­ses­notatet er givet udtryk for, ikke alle kommuner be­nytter sig af muligheden.

 

Bortset fra det sidstnævnte, harmonerer det i høj grad med Akulliit Partiiats bestræbelser på præventivt arbejde indenfor området.

 

Vi deler landsstyremedlemmets skuffelse over, at det ikke er blevet den helt store succes.

 

Landsstyremedlemmet giver manglende information og indkøringsperiode inden en nyskabelse slår helt igennem skylden for den ikke helt store succes.

 

Akulliit Partiiat/Centerpartiet tror snarere, at grun­den til manglende reaktion fra kommuner­nes side skyldes kommunernes økonomiske problemer, som vi tidligere flere gange har givet udtryk for.

 

Dette bekræftes bl.a. i et punkt under KANUKOKA's bemærkinger, der siger, at de fleste kommuner henviser til, at de ikke har anvendt forordningen, fordi de ikke har afsat penge på 1993-budgettet til sådanne aktivite­ter.

 

Dette bekræfter også i vore øjne, af de nævnte grunde, det af Akulliit Partiiat/Centerpartiet i en anden sammenhæng nævnte, nemlig: Øremærket bloktilskud til fritidssektoren er tvingende nødvendig.

 

Vi mener nemlig, at besparelserne i kommunerne sætter en negativ kædereaktion i gang på mange områder, her­under at besparelser i kultur- og undervisningsområdet tvin­ger kommunalpoliti­kerne til en prioritering - for ikke at ramme selve undervisningen -, der gennemfører besparelser og rammer fritidssektoren og herunder igen børn og unges udfoldelses­muligheder uden for skoleti­den.

 

Det er overordentlig vigtigt, at der i bestemmelserne er fastsat noget, der skal sikre, at såvel kommunalbe­skæftigelsesprojekter som løntilskudsansættelser ikke etableres på bekostning af og i konkurrence med ek­sisterende virksomheder. Efter Akulliit Partiiat/Cen­terpartiets mening må dette nøje overholdes.

 

I begyndelsen af firserne blev i Nuuk kommune etableret NIS,- et sted, hvor unge skoletrætte eller unge, som af anden grund er gået ud af skolen, afprøver deres hånd­værksmæssige egenskaber indenfor forskellige håndværks­fag med varig uddannelse for øje. NIS blev startet i samarbejde med arbejdsgivere i byen. Foruden at være præventivt arbejde giver NIS også arbejds­pladser. Det overholdes stadigvæk, at det NIS kører ikke bliver konkurrenceforvridende, og kører stadigvæk som sådan. Derfor var foretagendet født til at være en succes. Fore­tagendet, der egentlig startedes med erhvervsklas­ser i skolen, kørtes under en forsøgsparagraf i en forordning.

 

Vi konstaterer, at der er andre aktiviteter i gang i forskellige kommuner, der er meget støtteværdige, og vil kun indstille, at de faglige organisationer ind­drages i projektstartfasen med SIK's udtalelser til sagen in mente. Det er meget vigtigt, at sådan et projekt star­ter korrekt og uden misforståelser fra forskellige fagorganisationer, som vi mener var lidt for synligt i de under redegørelsens side 27 nævnte konklusioner.

 

Med de bemærkninger besvarer vi de af Landsstyret under pkt. 1, 2 og 3 fremførte indstillinger, altså:

 

1. Vi støtter aktiveringsordningen kraftigt.

 

2. At Landsstyret i det lovforberende arbejde tager udgangspunkt i de konklusioner, der fremgår af denne redegørelse.

 

3. At Landsstyret foretager tilretninger af arbejds­markedslovgivningen, og dermed sikrer mulighed for, at Hjemmestyret, kommunerne og private virksomheder også kan indgå aftaler omkring finansieringen af opgaver af samfundsmæssig værdi.

 

Med disse korte bemærkninger tager vi redegørlsen til efterretning.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Selvom man ikke selv arbejder indenfor Socialvæsenet, er den klare redegørelse fra Landsstyreområdet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked om erfaringerne gennem et år om anvendelsen af sociale ydelser, der i stedet for bare at blive udbetalt, er blevet anvendt på en mere formålsrettet måde, rar at få til orientering.

 

Redegørelsen er omfattende, men såfremt man skal kunne tage en fast beslutning om, at dette arbejde skal kunne fortsætte, er dette nødvendigt.

 

Det er mærkbart, at forordningen om at modtage de sociale ydelser mod at udføre et stykke arbejde i stedet for bare at få den udbetalt, har været udnyttet på for­skellig måde i kommunerne. Jeg undrer mig ikke over det, da hvilken som helst form for tiltag allerede i opstarten ikke opnår store resultater. Men til trods herfor må man udtale, at man er begyndt overvejelser om, hvorvidt ordningen kun bliver udnyttet efter inten­tionerne af enkelte kommuner. Selv om man for deres embedsmænds vedkommende har udtalt, at forordningen vist ikke er blevet forstået fuldt ud alle steder.

 

Det er mærkbart, at man i de fleste kommuner har haft visse tvivl om, hvordan og hvor man kan udnytte for­ordningens muligheder. Jeg mener, at kommunerne bør arbejde på mere ihærdigt at udnytte mulighederne, da man på stederne i et bedre samarbejde foreningerne imellem vil kunne finde frem til forskellige arbejds­opgaver, der trænges til, og der udover vil man kunne søge at udnytte myndighedernes interesseområder.

 

Vi ved, hvor svære vanskelighederne indenfor fiskeriet er i vort land for tiden, især med hensyn til de mindre fartøjer, og for fartøjsejerne er mangelen på fisk ikke alene problemet, men i disse år bliver det mere og mere vanskeligt at få mandskab til fartøjerne, selv om man så gerne vil udøve fiskeriet, og jeg ved, at det også skyldes, at flere og flere unge efterhånden bliver vant til, og forfalder til bare at henvende sig på social­kontoret for at få socialhjælp og ikke at have arbejde.

 

Jeg mener, at den holdning, som jeg her har nævnt, er et af de forhold, der skal søges rettet op på. Fisker­nes problem med ikke at kunne komme ud at fiske p.gr.a. mandskabsmangel, må man på stederne søge at rette op på i samarbejde med foreningerne, da dette ikke alene går ud over fiskerne, men også kan have følger, der også går ud over kommunerne.

 

I dag drives i Nuuk kommune ganske vist små virksom­heder, men virksomheder, der har et formål og som bliver udnyttet godt for at kunne fremme beskæftigel­sen blandt de unge, - og jeg mener, at Nuup Kommunea har ramt godt i sin etablering af disse og fortjener ros for det. Disse virksomher udfører et stykke arbejde uden de store udgifter for borgerne, hvilket man er meget tilfreds med som skatteborger.

 

Jeg mener, at det i de tider, hvor det bliver mere og mere vanskeligt at drive forskellige virksomheder på rentabel måde, er der mere og mere tilbageholdenhed med hensyn til at etablere virksomher, og derfor har de arbejdsføre, herunder selvfølgelig også de unge færre og færre muligheder. Man må søge at undgå dette, og derfor er det også her nødvendigt at søge at følge med i disse forhold så vågent som muligt.

 

For nogle, for ikke at sige for de fleste, er den nye holdning med i højere grad at udbetale penge mod at udføre et stykke arbejdsskabende job, allerede en god ordning. Derfor vil jeg uden at komme med yderligere bemærkninger blot henstille, at man for at kunne gøre ordningen mere permanent fortsætter med arbejdet derom­kring. Selvfølgelig vil der forekomme forskellige vanskeligheder, men forholdende vil fortsat blive bedre, når man fortsætter med arbejdet i stedet for at blive stoppet af eventuelle vanskeligheder.

 

Henriette Rasmussen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked:

Først vil jeg gerne takke for, at samlige partier gav en stor opbakning til dette arbejde, og opfordringerne til at det fortsætter, og det er vi selvfølgelig glade for.

 

Jeg skal lige kommentere de forskellige ting, der blev fremsat. Først det som SIUMUT sagde om at man skal give kommunerne den fornødne tid, og at det skal ske i fuld for­ståelse med kommunerne omkring skabelsen af nye ar­bejdspladser. Der skal jeg præcisere, at det i henhold til reglerne ikke er direktoraterne eller Hjemmestyret, der opstarter arbejds­pladserne.

 

Sagerne starter hos kommunerne selv. Med hensyn til det som Atassut kom ind på og beklagede,- at vores orien­tering ikke har været tilstrækkelig, vil jeg sige, at vi ellers arbejder meget alvorligt hermed. Her har vi en vejledning i, hvordan man kan gøre brug af for­ord­ningen udover loven og redegørelsen, og det er også beskrevet, hvilke opgaver der kan igangsættes med prioriteringer og eksempler. Disse vejledninger har vi ellers sendt ud kommunerne. Derfor har vi også nogen mere uddybende oplysninger, og jeg mener også, at man kan gøre mere brug ud af dem, men formålet er, at vi selvfølgelig skal give en meget bedre information.

 

Og med hensyn til det der blev fremsat fra Inuit Ataqa­tiggit, vil jeg i den forbindelse gøre op­mærksom på, at de regler, der er omkring aktivering, de har for­skellig hjemmel i forskellige landstingsfor­ordninger, men det som vi behandler, det vedrører udbetaling af sociale ydelser, og hvordan man kan gøre brug af disse. Mande­timeordningen, som flere partier eksempelvis kom ind på, er selvfølgelig også relevant, da det er beskæfti­gelsesfrem­mende foran­staltninger, og det er regler omkring be­skæftigelsesfremme, men det nye er, at soci­allovgivningen og dennes smidiggørelse kan bruges til aktivering, og det er det, som vi har banet vejen for, og derfor skal vi så vidt muligt ikke sammenblande vores arbejdsmæssi­ge retningslinier, og den ordning vi her har lavet.

 

Jeg håber, at man ikke blander dem sammen, og det håber vi og ønsker fra Landsstyrets side.

 

Fra Inuit Ataqatigiit efterlyser man også, at man i henhold til det gældende regelsæt kan bruge midlerne til kursus for de arbejdsløse. Midlerne kan også bruges sådan, og de har også indtil nu været brugt som sådan, og vi kan godt henstille, som IA's ordfører kom ind på, at arbejdsløse bliver sløve, og arbejdsløs­heden gør folk til misbrugere, og dermed mener jeg, at det er et meget stort problem for Grønland, at vi ikke har nogen arbejdspladser, og at vi der igennem har spiritu­spro­blemer, og derfor i en tid, hvor vi ikke har nogen arbejdspladser til arbejdsløse, så mener vi, at det er en god forordning at bruge og så bruge den som en slags  træning.

 

Omkring det at gøre vel brug af forordningen og de midler, der er blevet afsat, vil jeg nævne, at jeg med glæde hører, at man i Nuuk og Narsaq har lavet en forening for de arbejdsløse. Jeg vil gerne opfordre foreningerne til, at de kan komme med nogen forslag til deres egne kommu­ner omkring forskellige arbejder. Jeg mener, at man derigennem kan opnå en god imødekommelse af deres så forskellige muligheder.

 

Med hensyn til det som Inuit Ataqatigiit kom ind på,- nemlig de af Landstinget ekstraordinært afsatte 5 mill. kroner i tilknytning til forordningen, vil jeg sige, at man kan bruge disse midler til opstart af be­skæftigel­sesfrem­mende foranstaltninger, hvor man ansætter pro­jektledere, og at der er muligheder for at ansætte projektledere inden­for de 5 mill. kr., men de er ikke brugt fuldt ud, og vi håber, at man fra kommunernes side vil gøre stor brug af dem. Det vil sige, at der ikke er så mange økonomiske begræns­ninger, men det er et spørgsmål om, hvordan kommunerne vil udføre beskæf­tigelsesfremmende foranstaltninger.

 

Og med hensyn til det der blev fremsat fra IA omkring vejreparation i bygderne, især vejtilretning eller forbedring af affaldsproblematikken i bygderne og forskellige andre tiltag, vil jeg sige, at flere Lands­tingsmedlemmer i forbindelse med behandlingen af Til­lægsbe­villingsloven har fremsat nogle forslag, og Aqqaluk Lynge har også fremsat forslag til Tillægsbe­villingsloven, og med hensyn til disse forslags rea­lisering, så har vi overvejet i Landsstyret, at vi i forbindelse med 3. be­handlingen af Tillægsbevillings­loven, hvordan det kan sikres, at der bliver ydet nogle midler til disse forslag.

 

Jeg mener, at der ikke er sådan nogle store økonomiske problemer med hensyn til oprettelse af arbejdspladser til de arbejdsløse, og der er muligheder for kursus for arbejdsløse, og at disse bliver oplært i arbejde. Derudover er det sådan, at arbejdsgivernes tilskud, som arbejdsgiverne yder med hensyn til arbejdserhversbe­villinger, ved en mindre ændring af den gældende for­ordning vil kunne anvendes hertil. Det er således op til kommuner­ne at udnytte mulighederne, fordi det er kommunerne, der kender de lokale forhold, og det er så også dem, der skal rette henvendelse, men med hensyn til det sidste, så har det ikke nogen direkte berøring med Social- og Arbejds­markedsdirektoratet, men der kan ansøges til Direktora­tet for Kultur- og Uddannelse, og det er så nogen forskellige muligheder, som jeg her har præciseret også for så vidt angår de økonomiske om­råder. Til slut skal jeg endnu engang takke for den store opbakning, og for at man har tillid til sådan en mulighed, og at Landstinget har tillid til, at vi kan gå videre. Med hensyn til Efter­årssamlingen så skal vi  foretage nogle forberedelser omkring små ændringer af forordningen, og jeg håber, at den bliver brugt mere i kommunerne, og at man så der igennem kan opnå dette.

 

Ove Rosing Olsen, Landsstyremedlem for sundhed og miljø samt handel og industri:

Jeg er også glad for, at fleretallet af partierne vur­derer, at Projekt Råvarekøb er til­fredsstillende, og at det har været veludført.

 

Man har igangsat nogen forhandlinger lige før jul, og efter jul med kommunerne, og det var ellers noget som gav polemik overfor Landsstyret, men jeg skal også i den forbindelse takke Kommunernes Landsforening for, at man til sidst i forståelse løste problemet. Dette havde som konsekvens, at der blev oprettet arbejdspladser til mange mennesker, og de tiltag har vi lagt meget vægt på fra Landsstyrets side, idet der, hvis vi havde fortsat forholdende uden sådanne ekstraordinære tiltag, ville have været flere arbejdsløse. Jeg skal også lige kom­mentere de ting, der blev nævnt.

 

I de senere år så har man ikke indkøbt større mængder råvarer udefra, men man har iværksat nogle flytninger, der kan produceres i Grønland, d.v.s. rejer og andre fiskear­ter, og disse arbejder vil blive fortsat til næste år, således at Grønland så vidt muligt i fælles­skab må løfte i flok, således at man så vidt muligt sikrer, at samfundet får del i disse, og jeg vil gerne lægge mærke til det, der blev fremsat fra Siumut, at næsten alle tiltag køres i byerne, og at man er vågen for at disse tiltag også kan gennemføres i bygderne. Dette er korrekt. Det er kun en enkelt bygd, d.v.s. Alluitsup Paa, som har fået en udvikling  på fiskeindu­striområdet. Der er også andre store bygder f.eks. Qeqertarsuatsiat, hvor man på produktionssiden kan give dem noget grundlag, på bag­grund af fiskemanglen, og i den forbindelse så har flere Landstings­medlemmer rettet henvendelse til Lands­styret omkring, hvilke konkrete tiltag vi har især omkring de største bygder, og vi er igang med en undersøgelse på det område i Landsstyret, og jeg håber, at vi så vidt muligt skal færdiggøre den inden vores Finanslovsarbejde til efteråret, således at sådanne nogle tiltag, som også er gældende for bygder­ne, selvom vi selvfølgelig ikke kan medtage alle byg­der, fordi det er vist ikke en opgave som kan løses.

 

Med disse få bemærkninger, så har jeg på Landsstyrets vegne orienteret lidt om det projekt vi har igangsat, og som nu ser ud til at blive lykken, og det er med hensyn til udvikling og udbygning af anderledes fiske­arter.

 

 

 

Otto Steenholdt, ordfører for Atassut:

Det som vi fokuserer mest på i vores indlæg, det er spørgsmålet om at efterleve loven, og hvilke grunde, der har været lagt frem for, at man ikke har fulgt loven. Man kom med konklusioner i redegørelsen, og det fremgår heraf, at man ikke har orienteret godt nok omkring forordningen. Det viser sig nu, at der har været en vejled­ning. Det har vi vist ikke set, idet den vist ikke er omdelt. Derfor har vi påpeget, hvorfor loven er så usmidig, og man næsten ikke har udnyttet den. Man har ellers afholdet nogle kurser, men disse har vist nok ikke været gode nok, hvorfor man fra Atassut fremkom med nogen præciserin­ger, men det viser sig altså, at der allerede findes sådan en vejledning, men det har nok ikke været nok overfor de kommunale arbejdere og for kommunale politi­kere, at disse ikke har set hvilke goder loven kan give, og det er på baggrund af dette, at vi fremkom med, at der er behov for yderligere oplysninger, hvis man skal gøre gavnlig udnytte af loven. Vi sagde næsten, at man ligesom har smidt loven i hovedet på kommunerne, at de kan bruge den til hvilke som helst formål.

 

Selvfølgelig har man ikke forstået heller ikke udnyttet forordningen, og det er det som er det ærgerlige, men når man har fået forståelse for ordningen, så vil den være meget gavnlig, især for bygderne, som kan bruge den til veje eller renligholdelse, og når de har fået forståelse herfor, så er det en meget udmærket lov.

 

Henriette Rasmussen, Landsstyremedlem for sociale anliggender og arbejdsmarked:

Ja, vi mener det samme, og vi forestiller os, at vi kan uddele disse vejledninger til Landstings­medlemmer­ne, og derudover har vi også nogen overvejelser om at lave en mindre brochure og sende den ud til kommunerne. Med hensyn til det som vi har sendt til kommunerne til orientering forholder det sig sådan, at hvis den bliver læst, så kan man få forståelse for ordningen. Vi regner med, at dette er et nyt område, og at der så er nogen der er tilbageholdende. De kommunale folkevalgte og medarbejdere må vænne sig til udnyttelsen af disse muligheder.

 

I mit første indlæg glemte jeg, det der blev fremsat fra Inuit Ataqatigiit om, hvorvidt jeg kan komme med en orientering omkring mandetimer. Mandetimer består af grundløn og så har har man medtaget for­skellige tillæg og feriepen­ge, således at man betaler i henhold til SIK's aftale omkring ufaglærte. Kommunernes beskæfti­gelsesforanstaltninger betales med samme takst som den takstmæssige hjælp, og man kan endda også få tillagt supplerende hjælp fra puljen med trang­svurderet hjælp.

 

Men med hensyn til tilretning af loven omkring afløn­ning og lignende, så skal vi have nøje undersøgt.

 

Otto Steenholdt, ordfører for Atassut:

Vi hilser landsstyremedlemmets svar. Jeg morede mig over lands­styremedlemmets be­mærkninger om .... på det afsatte beløb. Det er størrelser vi snakker om, om en lille ledelse og et stort landsstyremedlem.?????

 

Mødeleder:

Og således har behandlingen af dagsordenspunkt 20 taget 1 time og 2 minutter og nu er vi nået til fredagsfore­spørgslerne, og først er det Emilie Lennert.

 

Punktet sluttet.