Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg har færdigbehandlet sagen om indgåelse af servicekontrakter om befordring af passagerer

18.10.2014

Finans- og Skatteudvalget har netop færdigbehandlet ovennævnte sag. Udvalget meddelte Naalakkersuisut pr. brev den 14. oktober, at den fremsendte indstilling til godkendelse af forhandlingsresultatet for indgåelse af nye servicekontrakter ikke var godkendt i udvalget. Et enigt udvalg anmodede i stedet Naalakkersuisut om at fremsende en indstilling om godkendelse af en foreløbig forlængelse af de eksisterende servicekontrakter for intern befordring af passagerer, post og fragt i Grønland.

 

Efter modtagelsen af Naalakkersuisuts indstilling første gang, blev der desuden udskrevet valg, hvilket gav udvalget, ligesom det gælder for Naalakkersuisut, begrænsede handlemuligheder. Samtidig hermed vedtog Inatsisartut en midlertidig bevillingslov, hvor Naalakkersuisut blev bemyndiget til med godkendelse af Finans- og Skatteudvalget, at indgå servicekontrakter. Udvalget tager naturligvis et sådant medansvar alvorligt, og har behandlet sagen med kritisk, klar holdning - som enhver anden sag, der henvises til behandling i udvalget. I den konkrete sag har udvalget måttet meddele Naalakkersuisut, at et enigt udvalg ikke har ændret holdning i sagen.

 

Et enigt udvalg fasthold således sit ønske om at de eksisterende servicekontrakter blev forlænget, og tog samtidigt Naalakkersuisuts beskrivelse af konsekvenserne af en sådan forlængelse til efterretning. Udvalget bemærker med tilfredshed bl.a. de påtænkte genansættelser af Air Greenlands personale. Udvalget modtog Naalakkersuisuts indstilling i går, og har hastebehandlet denne. Udvalget konstaterer med tilfredshed, at Naalakkersuisut, i sin sidste indstilling, har henholdt sig til udvalgets ønske.

 

Der var flere faktorer der gjorde at udvalget havnede i en svær beslutningssituation. Udvalget anså, at der var for kort tid til behandling af en så vigtig sag, hvor det ville være nødvendigt at bruge tid på at stille de nødvendige og opklarende spørgsmål til Naalakkersuisut. Grundet sagens uopsættelige og hastende karakter anså udvalget det ikke for realistisk at en grundig behandling af sagen kunne nås inden for den korte tidsramme, der forventedes anvendt. Udvalget ville samtidig undgå, at det kommende Naalakkersuisut blev unødigt bundet i en sag, der ville række over 3-5 år. På baggrund af disse forhold fandt udvalget det mest korrekt, at der sikres bred politisk enighed før der træffes afgørelse i sagen. På baggrund af dette fastholdt udvalget, efter Naalakkersuisuts anden indstilling sit ønske om, at de eksisterende servicekontrakter blev forlænget.

 

For yderligere information kan Finans- og Skatteudvalgets formand, Jens Immanuelsen, kontaktes på: +299 52 21 10.