Unge mellem 18 og 24 år kan nu ansøge om at deltage i Ungdomsparlamentet 2015
Fra i dag er det muligt at ansøge om en plads til det næste ungdomsparlament, som afholdes fra den 12. til den 15. februar 2015. Målgruppen er unge mellem 18 og 24 år. Ansøgningsfristen er den 31. oktober 2014.
Tema for ungdomsparlamentet er "Ungdomsarbejdsløshed: Hvad kan vi gøre mod en voksende ledighed blandt unge?". Nærmere informationer om temaet, programmet og deltagelsesbetingelserne findes på hjemmesiden inu.gl. Derudover er der oprettet en Facebook side til at debattere temaet og at udveksle synspunkter og holdninger forud for arrangementet.
Programmet er lavet således, at deltagerne først opbygger en grundlæggende viden om Inatsisartut og demokrati, efterfulgt af en debat om ungdomsarbejdsløshed. Der vil være film, quiz, ekspertrunder og et møde i Inatsisartutsalen, hvor de udarbejdede forslag skal fremlægges og forsvares. Til sidst vil deltagerne traditionen tro overrække et slutdokument til formanden for Inatsisartut og til formanden for Naalakkersuisut.
Der er i alt 36 pladser til rådighed. Ansøgningen om en plads kan enten ske direkte fra hjemmesiden inu.gl eller ved at hente inu.gl appen til sin iPhone eller Android mobiltelefon. Alle videregående uddannelsesinstitutioner, bibliotekerne og ungdomsorganisationen Sorlak har fået tilsendt plakater, som annoncerer for arrangementet, og hvor der også er et direkte link til inu.gl appen. Derudover sender KNR i hele oktober måned en spot der reklamerer for ungdomsparlamentet 2015.
Med håb om en stor debatlyst blandt de unge.
Lars-Emil Johansen
Formand for Inatsisartut
For yderligere oplysninger kan kommunikations- og projektmedarbejder Nils Baum kontaktes på 34 61 14.