Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ]

dagsordenens punkt 61-1-2

1-1. behandling 1-2. behandling 2. behandling 3. behandling

Tirsdag den 1.11.94

 

Punkt 61.

 

Betænkning afgivet af socialudvalget.

(udvalgets formand)

 

Bendt Frederiksen, Siumut, Formand for socialudvalget

Landstinget har henvist forslag fra Josef Motzfeldt om en redegørelse for teenagere, som hverken bogligt eller menneske­ligt har indfriet krav, stillet af skolen eller samfundet, til behandling i Landstingets Social -og Arbejdsmarkedsud­valg.

 

Udvalget har på baggrund af den skriftlige besvarelse fra Landsstyret­medlemmet for Sociale Anliggernder og Arbejds­marked, samt et skrift­ligt oplæg fra Lands­styreområdet for Kultur, Undervisning og Forskning, drøftet spørgs­målet, og skal i denne anledning komme med følgende udtalelse:

 

Generelt klarer vore unge sig bedre i skoleforløbet end tid­ligere, hvilket ses ved, at antallet af aflagte prøver har udvist en kraftigt stigning fra 1992 til 1993 fra 2.589 til 3.393 d.v.s en stigning på 31,2 %. Der er specielt indenfor den udvidede afgangsprøve sket en stigning, hvor antallet er steget fra 291 til 1.683.

 

Denne konstatering er imid­lertidig ikke i strid med den kends­gerning, at en række unge forlader folkesko­len uden at opfylde samfundets krav om teoretisk og skole­mæssig uddannelse.

 

En afgrænsning af, hvor stor denne gruppe er og en nærmere defini­tion af personkredsen er ikke mulig på nuværende tids­punkt. Det kan dog dokumenteres, at en gruppe på 5-8% ikke fortsætter skolegangen udover den sko­lepligtige alder, ligesom en række forlader folkesko­len efter 11. og 12 klasse med begrænsede faglige forudsætninger.

 

Unge som er sunde og raske, men som af forskellige grunde vælger at forlade folkeskolen tidligt, skal tilskyndes til at fortsætte en dygtiggørel­se. Dette kan gøres gennem forbedrede muligheder for efterskole og højskoleophold. De unge vil få en sundere og mere indholdsrig hverdag, hvor lærdom af en mere praktisk og håndværksmæssig art er prioriteret højt, og dermed kan øge disse unges mulig­heder i fremtiden.

 

Omkring de erhvervs­faglige grundud­dannelser er det nødvendigt med en nærmere afklaring af de begrænsninger, der er vedr. optagelse, med henblik på at åbne mulig­heder for optagelse af yderligere en række unge.

 

Det vil ligeledes være formålstjen­stligt, at der fore­tages en vurdering af de pædagogiske/psykologiske rådgivningskontors arbejdsom­råder med henblik på en ændring, der i højere grad vil give mulighed for be­handslingsmæssig hjælp til unge.

 

Endvidere skal tiltag i retning af at kunne tilbyde muligheder af en ikke-boglig karakter for unge med sociale problemer og ind­læringsvanskelig­heder op­priori­teres. D.v.s. at projektorien­terede til­bud, hvor man får en mere faglig og adfærdsmæssig oplæring skal etableres.

 

Direktoratet for Sociale Anliggender og arbejdsmarked driver for øjeblikket sådanne to institutioner, nemlig Piukkunnarsar­fik i Aasiaat og Qasapermiut i Sisimiut. Endvidere sker der for øjeblikket en omstruktuering af Nuumi Inuusuttut Inaat i Nuuk, hvor der fremover stilles 8 pladser til rådighed til unge med sociale tilpasnings og indlæringsvanskeligheder. Også denne institution vil være projektorien­teret, hvor de unge igennem konkrete prakti­ske arbejdsopgaver, påvirkes til at kunne indgå en mere almindelig menneskelige og faglige relationer og dermed opnå en bedre udgangspunkt for et selvstændigt kvalitetsfuldt liv.

 

Udvalget indstiller, at unge der tidligt har forladt folkesko­len skal tilbydes alternative muligheder til traditio­nel skolegang. Dette gælder specielt mulighederne for efter­skole -og højskoleophold, men også muligheder for etablering af institutioner for unge med speciale behov.

 

Udvalget indstiller, at de igangsatte positive tiltag følges op af en arbejdsgruppe, bestående af repræsentan­ter fra Direktora­tet for Kultur, Undervisning og Forsk­ning, Direktoratet for Sociale Anliggender og arbejds­marked og KANUKOKA, der er foreslået nedsat.

 

Afslutningsvis er Udvalget enig i at den nedsatte arbejdsgruppe for forårssamlingen i 1995 fremlægger en redegørelse med henblik på en grundig bebat i Landstinget og eventuelt af­sættelse af midler til formålet i Finans­lov 1996.

 

 

Henriette Rasmussen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejds­marked:

Jeg er glad for at man i Landstingets Socialudvalg har haft en gennemgående drøftelse omkring mulige problemer for unge.

.

 

Jeg vil ikke komme med et langt indlæg, jeg vil blot præcisere, at vores institutioner "Qasapermiut", "Piuk­kunnarsarfik" og "Inuusuttut Inaat" i Nuuk, er institu­tioner som kan yde hjælp til unge med specielle pro­blemer, og det er dem vi har gode erfaringer med.

 

Men i den for­bindelse skal man huske på, at store institutio­nerne til folk med specielle problemer ikke er de attraktive. Vi skal også passe på medarbejerne dér ikke får et alt for tungt en opgave til at udføre deres arbej­de.

 

Derfor er jeg enig med udvalget i det de siger at det er en stor vigtighed, at der til alle unge der forlader skolen tidligt, skal være alternativer i forhold til almindelig undervisning, og her tænkes på efteskoler eller højskoler.

 

Til slut vil jeg blot sige, at vi skal huske på, at ikke alle unge der forlader skolen har sociale problemer. Derfor mener jeg, at det som Udvalget har påpeget m.h.t. videreskolegang er af stor vigtighed.

 

Ane-Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:

Til tillægsbetænkningen fra Social- og Arbejdsmarkedsud­valget har vi fra Siumut følgende bemærkninger.

 

I Siumut er vi klar over, at der er unge mennesker, som af­bryder deres skolegang eller uddannelse p.g.a. såvel personlige problemer som problemer i skolen. Det er et problem, som man ikke kan sidde overhørigt.

 

Derfor mener vi fra Siumut, at man bør støtte bestræbel­ser, der har til formål at afhjælpe sådanne situationer.

 

Som en mulighed nævnes god udnyttelse af efterskoler og højsko­ler. Vi har mangel på efterskoler i Grønland og derfor mener vi, at man bør overveje udnyttelsen af sådanne skoler i Dan­mark, og i det omfang, hvor der ikke ligger sproglige hindrin­ger i vejen, skal vi anbefale, at man benytter de danske efterskoler.

 

I disse år er man i gang med omlægningen af STI-ud­dannelserne. I denne situation, kan et ungt menneske med udbytte benytte sådanne tilbud om ophold i en efterskole eller højskole, til en "tænkepause".

 

Når det drejer sig om unge, der har personlige eller skole­mæssige problemer, kan man, når det drejer sig om håndværks­mæssige uddannelser, ikke undlade at henlede opmærksomheden på de initiati­ver, som nogle kommuner kører m.h.p. oplæring af unge mennesker.

 

Derfor støtter vi fra Siumut udvalgets indstilling om ned­sættelse af en arbejds­gruppe, der bl.a. har medlemmer fra KANUKOKA og en nærmere redegørelse om dette emne, bliver forelagt ved forårssam­lingen.

 

Med disse bemærkninger, udtaler vi støtte til udvalgets til­lægsbe­tænkning, som drejer sig om, det af landstings­medlem Josef Motzfeldt fremsatte forslag.

 

Emilie Lennert, ordfører for Atassut:

Vi har følgende udtalelse vedr. landstingsmedlem Josef Motz­feldts forslag om en redegørelse for unge, som hverken bogligt eller menneskeligt har indfriet krav, stillet af skolen eller af samfundet.

 

I Kultur- og Undervisningsdirektoratets redegørelse til for­slaget fremgår det, at der er sket en mærkbar forbed­ring på fagligt niveau, efter indførelse af den nye forordning og at de aflagte prøver ses en stigning i 1992-1993 fra 2.589 til 3.397.

 

Dette er glædeligt og vi håber, at antallet af dem, der af­lægger prøve fortsat vil stige. Hvis man skal nå til dette, er det vigtigt, at børnene eller unge får den bedste støtte fra forældrene, lige så vigtigt er det, at forældre og skole samarbejder for at følge barnets eller den unges skolegang bedst muligt.

 

Vi ved jo, at vi desværre kan have børn, som kommer ud af skolen for tidligt. Dette er beklageligt.

 

Som det fremgår af tillægsbetænkningen, er der 5-8% unge, som forlader skolen for tidligt. Ligesom en række unge forlader skolen efter 11. og 12. klasse med begrænsede faglige forud­sætninger.

 

Vi er enig i det svar, til forslagsstilleren nævnte begrundel­ser, for at for mange unge forlader skolen for tidligt.

 

Vi vil derfor, uden at nævne de enkelte steder, hvor der i dag er muligheder for unge med sociale problemer og indlæringsvan­skelig­heder har være, skal vi kraftigt anbefale, at disse, som vi i dag har gode erfaringer med udbygges og udnyttes bedst muligt.

 

Vi mener også som nævnt i betænkningen, at unge, som er raske og sunde, men som af forskellige grunde vælger at forlade skolen tidligt, skal tilskyndes til at fortsætte en dygtig­gørelse.

 

Dertil er efterskoler og højskoler nævnt. Vi mener, at der desværre er begrænsede muligheder hvad angår højsko­ler til dette formål, selvom det er fristende med grønlandsksproget­heden i højskolerne.

 

Vi har jo heller ingen efterskoler endnu. Der må derfor som eneste mulighed i dag sættes gang i arbejdet, med at der åbnes bedre muligheder for, at de i forslaget omtalte unge, kan få mulighed for at komme på efterskole, højskoler og idrætshøjsko­ler i Danmark.

 

I den forbindelse skal vi foreslå, at Landstingets planer om etablering af efterskoler tages op til behandling. Således at vi selv, her i landet kan tilbyde unge den mulighed.

 

Vi er enig i, at den nedsatte arbejdsgruppe for for­årssamlingen 1995 fremlægger en redegørelse til be­handling i Landstinget.

 

Med disse udtalelser, går vi ind for udvalgets betænk­ning.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Landstingsmedlem, hr. Josef Motzfeldt Inuit Ataqatigiit har til indeværende samling stillet forslag om en redegørelse for teenagere, som hverken bogligt eller menneskeligt har indfriet krav, stillet af skolen og samfundet, og som netop af den grund står i umiddelbar fare for at komme ud i sociale problemer.

 

Hertil har forslagsstilleren derfor fundet det nødven­digt, at der udover de eksisterende muligheder på institutionsområdet etableres lignende midlertidige institutioner i andre regioner af landet, som Landstinget også bør være op­mærksomme på.  

 

Inuit Ataqatigiit skal i lighed med forslagsstilleren også udtale, at det må være en særlig forpligtelse for samfundet at være opmærksom på dette problem, for derved at undgå at pro­blemet vokser yderligere i de kommende år. Dette er nødvendigt, eftersom vi på nuværende tidspunkt kan se, at flere og flere unge ikke har mulighed for at komme ind på de forskellige uddannelsessteder, hvorfor vi i disse arbejdsløshedstider, kan se et tiltagende problem med et ulykkeligt "restgruppe­problema­tik", som vi også må forholde os til.

 

Som forslagsstilleren også selv kom ind på og som Socialudval­get påpeger, har vi på nuværende tidspunkt 2 eksisterende institutioner her i landet, særlig møntet på denne gruppe, nemlig "Qasapermiut" i Sisimiut, samt "Piukkunnarsarfik" i Aasiaat m.h.p. også at bibringe disse unge en stadig menneske­lig udvikling, og for at de ikke går i stå. Disse institutioner er således med til, på nuværende tidspunkt at honorere de manglende skole­kundskaber, disse unge ikke har fået via folke­skolen.

 

Herudover er der bestræbelser i gang for at omstrukturere "Inuusuttut Inaat" her i Nuuk m.h.p. at denne også tager hånd i hanke med disse unge.

 

Inuit Ataqatigiit finder disse eksisterende tilbud og mulig­heder for at være af uvurderlig betydning, og i høj grad støtteværdige. Vi mener imidlertid, at dette ikke er nok, hvorfor vi fortsat på den front bør foretage et udviklings­arbejde. Dette anser vi for nødvendigt, eftersom arbejdsløs­heden ganske bogstaveligt forstået stadigt er et samfunds­pro­blem, der især rammer de unge teenagere, vi her debatterer.

 

Vi skal derfor ikke tabe disse unge, der ikke har fået de tilstrækkelige kvalifikatio­ner på gulvet, hvorfor tiltag med projektorienterede tilbud af ikke boglig karakter, prioriteres fremover. Dermed vil der bl.a. være mulighed for at oplære dem til et fremtidigt arbejde.

 

Da det at have et arbejde i sig selv, er udviklende for et menneske, som derved også med andre unge får op­levelsen af fællesskab, og sammen kan træffe og lære at tage beslutninger selv. For oplevelsen at have udrettet noget, fremfor risikoen for en ensom tilværelse.

 

Idet vi har forståelse for forslagsstillerens gode hensigter, er det derfor også glædeligt for Inuit Ataqatigiit, at vi kan konstatere, at der allerede er nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af forskellige direktorater samt KANUKOKA, der skal se på dette problem, og som barsler med en mere omfattende rede­gørelse til forelæggelse for det nye Landsting efter nyvalget, og da man stadig fastholder planerne og bestræbelser­ne på at etablere en efterskole her i landet der som mål­gruppe bl.a.også indbefatter de unge, vi debatterer i dag.

 

Med disse bemærkninger skal vi således tage Social- og Arbejds­markedsudvalgets svarbetænkning til hr. Josef Motzfeldt til efter­retning, idet vi glæder os til at vende tilbage til dette spørgsmål, på et senere tids­punkt.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Akulliit Partiiat har med interesse gennemgået tillægsbe­tænk­ningen fra Lands­tingets Social- og Arbejdsmarkedsud­valg. Og jeg er glad for hr. Josef Motzfeldts forslag om redegørelse.

 

Akulliit Partiiat konstaterer ved redegørelsen, det vi ved, at en række unge forlader folkeskolen, uden at opfylde samfundets krav om teoretisk og skolemæssig uddannelse.

 

Det fremgår yderligere, og vi foreslår, at afgrænsningen af, hvor stor denne gruppe er, og en nærmere defination af person-

k­redsen ikke er muligt. Men det er kendsgerningen, at 5-8% ikke fortsætter skolegangen. Vi mener, at det er 5-8% for meget.

 

Akulliit Partiiat har gennem hele valgperioden udtrykt ønske om, at samfundet interesserer sig mere om unge og deres mulig­heder i prioriteringen, indenfor sund be­skæftigelse i fritids­sektoren.

 

Derfor er sådanne tiltag, som nævnt i tillægsbetænkningen særlig velkomne. Derfor går vi helhjertet ind for den del af tillægsbe­tænkningen, der siger, at unge skal til­skyndes til at fortsætte en dygtiggørelse.

 

Derfor synes vi, det er en god ide med efterskole- og højsko­lealternati­ver, der er nævnt i tillægsbetænkningen. Andre muligheder må også være af interesse, f.eks. NIS, som er "Nuummit Inuusuttut Suliffiat"-systemet, hvor unge afprøver deres håndværksmæssige egenskaber med varig uddannelse for øje.

 

Det forhold, at man ligesom ser mellem fingrene med problemerne indenfor børn og unge, er jo det samme som at vende ryggen til ansvaret i samfundet, der vil give bagslag på længere sigt, derfor bør der gøres noget allerede nu.

 

Graffiti og hærværk m.m., kan jeg sige, er råb fra de unges side om hjælp, der siger, at der er noget galt i systemet.

 

Derfor er vi i Akulliit Partiiat helt med på, at for­slaget om de positive tiltag følges af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra forskellige instanser, der munder ud i fremlæggelse af forslag til landstings­samlingen i 1995. Og ønsker den kommende arbejdsgruppe god arbejdslyst.

 

Med henvisning til vore bemærkninger ved første drøftel­se, tager vi tillægsbe­tænkningen til orientering.

 

Nikolaj Heinrich, ordfører for Issittup Partiiat:

Jeg er i princippet helt enig i landstingsmedlem Josef Motz­feldts forslag vedrørende unge mennesker, som ellers endnu ikke har bogmæssige kundskaber nok og heller ikke er voksne endnu, men som alligevel forlader skolen.

 

I dag ved vi alle, i det grønlandske samfund, hvor vigtigt det er, at have en uddannelsesmæssig baggrund, og derfor er der heller ingen tvivl om, at vi alle ellers ønsker, at alle børneskoler skal kunne opfylde de krav, som samfundet stiller.

 

Men samtidig ved vi, at der til hver en tid, vil være unge mennesker, der må forlade skolen, uanset om de endnu ikke har opfyldt kravene om skolekundskaber.

 

Vi ved, at de unge mennesker i dag, er blevet mere uddannelses­be­vidste end tidligere hen, ligesom dette klart er vist i betænkningen. Men til trods herfor, må man fortsat regne med, at der vil være mennesker, der forlader folkeskolen i utide, og som på et alt for sent tidspunkt kommer til at erkende, hvor vigtigt det er, at have de grundliggende boglige kundskaber.

 

Disse mennesker bør have en mulighed for at komme videre. Og derfor må vi allerede nu begynde at planlægge at skabe ud­dannelses­muligheder for disse.

 

Efterskoler og højskoler er nævnt som efteruddannelses­mulig­heder, og det er jo også dem, der normalt bør være mulighed for. Vi har i dag et meget begrænset muligheder m.h.t. disse, d.v.s. i Grønland. Vi har ganske vist 2 højskoler, men har endnu ikke nogen efterskoler.

 

Vore vanskeligheder m.h.t. skolemuligheder er betydelige sat i forhold til det behov, der er i samfundet. Og da antallet af unge, der i utide forlader folkeskolen endnu i dag er stort, er vi nødsaget til at søge efter løs­ningsmuligheder til for eksempel at dem, der har de fornødne danskkundskaber indtil videre måske kan henvises til relevante danske efteruddannel­sesmuligheder. Til unge mennesker, der hovedsageligt er grøn­landsksprogede må der så søges løst muligheder for, her i Grønland.

 

Vi er alle sammen mennesker, der kan have forskelligarte­de handicaps. Der findes også unge mennesker, der har behov for en specielt tilrettelagt skolegang. Selvom mulighederne for disse grupper stadig bliver bedre indenfor socialvæsenet, mener jeg, at vi bør gøre en endnu større indsats indenfor området. Dels skal der ikke alene tænkes på skolemulighederne, men der skal også tænkes på muligheder, hvor man samtidig med skolegangen kan udføres et stykke arbejde samtidigt, for at opnå et godt og indholdelsesrigt liv, hvilket er et meget vigtigt mål, fordi visse mennesker ikke kan undvære dette mål.

 

Med disse bemærkninger vil jeg tage den klare betænkning til efterretning.

  

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit (for­slagsstil­ler):

Som forslagsstiller til herværende dagsordens punkt, vil jeg udtrykke min tilfredshed med, at et samlet Landsting har støttet forslagets fremsættelse i stedet for  igen at henvise punktet til en skriftlig besvarelse. Som jeg udtrykte i min argumentation ved fremsendelsen af dagsordens forslaget, er jeg udmærket klar over, at det omhandlede problem ikke kan løses alene, ved oprettelse af institutioner for den berørte del af de unge.

 

Det vigtigste ville fortsat være satsningen på det forebyggende arbejde. Hvis ikke mod slutningen af dette århundrede fortsat skal lade en del af de unge være tabt i systemet, er det vig­tigt, at vi skaber omsorg og trygge forhold for disse.

 

Derigennem er det ikke alene de unges problemer, som vil blive afhjulpet, vi vil nemlig samtidig få kræfter til at gøre noget ved problemernes kerne, nemlig forholdene i de hjem, hvor en indsats for afhjælpning er nødvendig.

 

Da det er nødvendigt, at landstingsarbejde alene ikke skal baseres på tilfredshedens premisser er det fortsat nødvendigt, at landstinget baserer sit arbejde efter samfundets generelle behov og ønsker.

Det er derfor for mig som forslagsstiller betryggende at konstatere, at udvalget med sin forståelse for problemets karakter har anvist veje for afhjælpning af problemet.

 

Forslaget om nedsættelse af en arbejdsgruppe bestående af repræsen­tanter fra flere direktorater, kommunernes landsfor­ening for nøje definition af problemets karakter og omfang med forelæggelse af en redegørelse til lands­tinget under forårssam­lingen i 1995 for øje, tyder jo på vilje til at rette op på problemet.

 

Jeg vil hermed ønske den påtænkte arbejdsgruppe held og lykke med arbejdet, ikke mindst i nært samarbejde med de kommunale myndig­heder og.

 

Opgaven er væsentlig, vi skal dog i vores arbejde ikke glemme at prise de unge mennesker, som sunde, viljestærke og med gåpåmod fortsat skaber fornyelse i samfundet. Men at vi har en forpligtigelse til at hjælpe den del af ungdommen, som er ude af stand til at klare samfundets krav således, at disse kan være medtalere til udvalets betænkning. Dette er jeg taknemme­lig for.

At det ikke altid er nemt at preje det smås evner, kender vi fra sagnet om Kaassassuk.

 

Marianne Jensen, Landsstyremedlem for kultur, forskning og under­visning.

Ja, jeg er også som Landsstyremedlem for Kultur og Undervisning glad for, at dette meget vigtige punkt bliver debatteret af landstinget.

 

De muligheder der findes indenfor socialområdet og indenfor be­skæftigelsesom­rådet er blevet nævnt, og derudover er det vigtigt at nævne de muligheder der er for de unge, der er kommet ud af forskolen, og det vil jeg så komme med bemærk­ninger til.

 

Gennem fritidsundervisningen, er der muglighed for at forbedre skolekund­skaberne. Det er også konstateret, at det er også bliver mere almindeligt at bruge denne mulighed til at kunne gå videre i ud­dannelsessystemet. Derudover er der muligt, uden at have et egent­ligt sigte med uddannelse, at få en træning i mere hånd­værksmæssige arbejde, hvilke muligheder er blevet forbedret gennem lovgivningen i de senere år, og jeg mener også, at man er ved at blive vant til at bruge dem, også fordi man i godt samarbejde med kommunerne udfører disse optræninger mere.

 

M.h.t. interessen for højskolen er denne også stor blandt de unge, men udover de muligheder der er, er interessen for noget andet der, selv dem man ikke har nogen mulighed for at komme til, og disse er interessante at skulle undersøge, især f. eks., at man evt. kan have en idræts­højsko­ler, musikhøjskoler og f. eks. andre højsko­ler som har særskilt fag, hvor inter­essen for ophold på disse højskoler er stigende. Disse mulig­heder er døg stadig begrænsede.

 

Nu når finansloven bliver vedtaget i eftermiddag og hvis den ikke bliver ændret, så vil man derigennem blive muligheder m.h.t. dem, der gerne vil tage på efter­skoleophold, at man også kan give nogen tilskud fra Grønlands Hjemmestyre, og det er så et nyt mulighed, og vi ved også, at samtlige landstingsmed­lemmer og Lands­styret finder det vigtigt, at man tilstræber med en oprettelse af en efterskole i Grønland.

 

Jeg skal også tilføje, at rådgivning til kommunerne og vejled­ning i kommunerne af de unge er meget vigtigt og jeg håber, at man i det videre og til udvalgets arbejde kan lægge det bedre i de rette rammer og, at man også vil arbejde for disse.

 

For at opnå den bedste resultat så er det vigtigt, at der er et gost samaabejde kommuner­ne og Grønlands Hjemmestyre imellem

og det har jeg forstået at det er opnået, hvilket jeg er meget glad for. Jeg vil ikke undlade at sige, at eleverne og foræl­drene er de centrale i dette her, og at der skal være en god vilje og tæt samarbejde mellem dem, som jeg synes er de vigtig­ste.

 

Og til slut vil jeg endnu engang opfordre kommunerne, at de udnytter de muligheder der findes, fordi vi har lagt mærke til, at man fra år til år sker forskelligartede tiltag m.h.t. fritidsområdet for børn og unge, alt efter kommunens økonomi.

Jeg er fuldstændig enig med Landstingets diskussion omkring  dette, at man der skal være påpasselig at tage nogle kortsigte­de løsnings­modeller og jeg håber, at kommunerne i fremtiden også vil huske på disse områder i deres fremtidige beslut­ninger.

 

 

 

Bendt Frederiksen, Siumut.

Ganske kort vil jeg kommentere 2 punkter.

 

M.h.t. Josef Motzfeldts forslag, så er det en bestemt gruppe der har problemer, og det er dem der har skole­mæssig problemer. Man skal ligesom Atassut's ordfører være påpasselige med at sende unge med sociale problemer til skolegang i Danmark. Socialudvalget er fra Direktora­tet blevet orienteret om, at unge sociale problemer pga. placeringsvanskeligheder i Grøn­land, nogen gange sendes til Danmark, og dette har ikke altid været det sundeste for den unge.

Og m.h.t. Emilie Len­nert tale, at det er på grund af skole­mæssige problemer og ikke sociale problemer,  ikke på baggrund af personlige pro­blemer, at denne mulgiehde benyttes.

 

Jeg vil også lige komme med denne bemærkning, at i socialudval­gets betænkning side 3 så indstiller vi, at unge der har forladt folkeskolen skal tilbydes alternati­ve muligheder til traditionel skolegang. Og så sagde vi også, at antallet af disse unge er mellem 5 - 8 %. Udfra det som jeg ved og udfra den viden jeg har især omkring yderdistrikter­ne, hvor man er igang med fiskeriud­bygning, så er det så almindeligt, at den ældste unge ikke går videre i folkeskolen og bliver taget som en medhjælper til faderes erhverv.

 

Det har vi sagt og diskuteret i udvalget men har ikke medtaget det i be­tænkningen. Vi er enige i udvalget, at disse unge, det kan være vores sønner eller sønnesønner, at der selvom der i dag er behov for disse unge, at disse kan bruges som medhjæl­pere af deres fædre.

 

Og i dag hvor man har så stort teknologisk udvikling, så er det også nødvendigt, at hvis de vil have nogen viden eller op­læring udover dette, at de er kommet væk fra folkeskolen og hvis de bliver skadet på en eller anden måde og, at disse m.h.t. at landbaseret erhverv, at det vil være gavnligt med boglige kundskaber og i den forbindelse, så vil jeg opfordre at uanset man er på yderdistrikterne, at man så vidt muligt skal undgå, at man går for tidligt ud fra folkeskolen fordi man ikke kan undvære disse boglige kundskaber i livets videre forløb.

 

Jeg vil gerne takke for, at man helhjertet går ind for ud­valgets betænkning.

 

Emilie Lennert, Atassut.

I socialudvalget og som formanden måske evt. sætter spørgsmåls­tegn ved det der ses i Atassuts ordførerindlæg m.h.t. efter­skoler, højskoler, at vores bemærkninger, at det skal være mere åbne end det er tilfældet i dag. Det er sådan jeg har forstået dem, og til disse skal vi udtale, at udfra de op­lysninger vi ved og udfra det vi har viden om, så m.h.t. unge der visiteres til efter­skoleophold i Danmark, så er der nogen der ikke udnytter deres efterskoleophold færdigt.

 

Vi har ikke nogen dokumentation for det og derfor er det meget vanskeligt at sige det, og derfor, at man skal være tilba­geholdende med nedsendelse af børn og unge til efterskole­ophold.

 

For ligesom os som vi dengang da man havde efterskole her i Grønland og de ting der sket, at vi er blevet sendt en meget tidlig alder, men der er vi jo så blevet opdraget til ansvar og til at kunne sørge for os selv og det er den opdragelse vi har fået væk fra vores forældre vi har været væk fra dem i over et år, og størstedelen har ikke haft en skade af efterskolen, men tilgengæld gavn af efter­skoleophold.

 

Derfor mener jeg, at unge sådan hvis vi skal give dem nogle mulig­heder og, at vi i en tid hvor vi stadig ikke har nogen efterskoler i Grønland, og hvor der er så begrænsede muligheder i vores højskoler, at man skal være påpasselig med sådan en tilbageholdenhed og derfor må vi også så vidt muligt hjælpe disse unge til deres mulig­heder for at kunne gå videre. Det er blot det jeg gerne vil sige fordi jeg mener der helt udtalt behov, at især m.h.t. unge som vi diskuterede her, at man må arbejde aktivt for det.

 

Henriette Rasmussen, landsstyremedlem.

M.h.t. APs ordfører, så sagde han, at de unge der kommer tidligt ud af folkeskolen ved af de 5-8 % er alt for mange. Og forslagsstilleren Josef Motzfeldt sagde, at det vigtigste i vores løsningsmodel det er forebyggelses­arbejde.

 

Jeg mener, at jeg som udvalgsformanden også sagde, at det er helt nødvendigt, at hvis vi skal opnå, at disse ikke kommer i så stort antal, så må uddannelsessystemet være bedre og så må vi også finde ud af hvem det er der kommer for tidligt ud af folkeskolerne og med hvilke begrundel­ser. Om deres danskkund­skaber er for ringe og den forbed­ringsmulighed den bedste det er, at en forbedring af skolesystemet med tilpasning af lærer­bøger til grøn­landsk.

 

Og nu på baggrund af debatten, så har man i socialudval­get bl.a. også m.h.t. de erfaringer vi har fået og med hensyn til udbygning af det sociale tiltag vi har gennemført som også formanden udtalte, så er det jo udtalt, at der er behov for det i de yderdistrikterne. F. eks. en ordning som Qasapermiut kan have være gavnlig, hvis den bliver oprettet i Østgrønland, men jeg vil gerne henstille, at man får gennemdrøftet disse spørgs­mål i udvalget.

 

Mødeleder.

Ja, og således er dagsordenspunkt 61: Tillægsbetænkning fra lands­tingets social og arbejdsmarked med støtte fra samtlige partier færdigbehandlet.

 

Og nu går vi over til dagsordenspunkt 14.

 

Punktet sluttet