Ser optimistisk på forhandlinger med USA

30.04.2004

Pressemeddelelse fra Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg

Landsstyremedlemmet for Udenrigsanliggender Josef Motzfeldt har netop orienteret Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg om de møder, som Landsstyremedlemmet og udenrigsminister Per Stig Møller har holdt i Washington mandag d. 26. april.


Udvalget blev orienteret om statusdrøftelserne med henholdsvis viceforsvarsminister Paul Wolfowitz og udenrigsminister Colin Powell angående de igangværende forhandlinger om en modernisering af Forsvarsaftalen af 1951, etablering af økonomisk/teknisk samarbejde mellem Grønland og USA samt etablering af miljøsamarbejde mellem Grønland og USA. Udvalget finder det positivt, at der fra dansk og grønlandsk side fortsat er enighed om, at alle elementer i aftalekomplekset skal være på plads, før der kan indgås en evt. aftale om opgradering af Thule-radaren. Udvalget er af den opfattelse, at møderne har været vigtige for det videre forløb i forhandlingerne.
 
Udvalget blev endvidere orienteret om, at Landsstyremedlemmet og udenrigsministeren også havde en række interne drøftelser, og udvalget synes, at det er glædeligt, at samarbejdet mellem Udenrigsdirektoratet og det danske udenrigsministerium præges af loyalitet og konsensus-søgning. Udvalget forstår, at samarbejdet forløber på bedste vis – såvel politisk som på embedsmands-niveau. Det tætte samspil mellem Danmark og Grønland i denne sag og den enighed, der præger forhandlingerne, er meget værdifuld i målet om at nå et tilfredsstillende forhandlingsresultat for Grønland. Udvalget ser derfor optimistisk på den fortsatte forhandlingsproces.


Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg har følgende medlemmer:
Landstingsmedlem Per Rosing-Petersen (Siumut), formand
Landstingsmedlem Aqqaluk Lynge (Inuit Ataqatigiit), næstformand
Landstingsmedlem Jonathan Motzfeldt (Siumut)
Landstingsmedlem Ellen Christoffersen (Atassut)
Landstingsmedlem Per Berthelsen (Demokraterne)
Folketingsmedlem Kuupik Kleist, tilforordnet
Folketingsmedlem Lars Emil Johansen, tilforordnet


Med venlig hilsen,


Per Rosing-Petersen
Udvalgsformand