Familieudvalget sætter fokus på tilbud for personer udsat for seksuelt misbrug

09.12.2009

Familieudvalget gennemfører et orienteringsbesøg på Island og i Danmark i perioden fra 7. til 15. december 2009. Orienteringsbesøgene er et led i en temarejse, hvor medlemmerne vil erhverve mere viden om støtte- og behandlingscentre for personer udsat for seksuelt misbrug, foruden at udvalget vil se nærmere på børnehuset i Island, hvor man modtager børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb.

 

Orienteringsrejsen skal ses i direkte forlængelse af to enstemmigt vedtagne beslutningsforslag i Inatsisartut under efterårssamlingen 2009. Forslagene går ud på, at der skal etableres et støtte- og behandlingscenter i Grønland for personer, der har været udsat for seksuelt overgreb eller misbrug. Familieudvalget ønsker at erhverve konkret viden og erfaringer fra etablering og drift af tilsvarende centre i Danmark. Udvalget skal besøge tre forskellige centre, der er funderet i forskellige metoder, filosofi og udmøntning af arbejdet med personer, der har været udsat for misbrug. Udvalget vil blive bekendt med forskellige måder, hvorpå driften af centrene er opbygget og funderet. Dette på personaleside, den organisatoriske placering i det offentlige system og i relation til hvorledes opgaverne håndteres.

 

Under efterårets Session i Nordisk Råd vedtog de otte nordiske lande – Danmark, Sverige, Norge, Island, Finland, Færøerne, Åland og Grønland – et forslag, der anbefaler, at der i alle landene etableres de såkaldte børnehuse efter islandsk forbillede. At der i Grønland bør etableres børnehuse var ligeledes en af de mange anbefalinger på det socialpolitiske område, der i november 2009 blev fremlagt angående børns og familiers trivsel. Skal Familieudvalget på sigt være med til at støtte, at der etableres børnehuse i Grønland og at der på Finansloven afsættes midler til formålet, så er udvalget nødt til at erhverve konkret viden derom.

 

Foruden de nævnte besøg skal Familieudvalget endvidere besøge Servicestyrelsen i Odense. På denne måde ønsker udvalgets medlemmer erhverve mere viden om myndighedernes tilsyn med børn, der er anbragt udenfor hjemmet. Dette er igen et formål, der direkte følger af et konkret beslutningsforslag fra efterårssamlingen 2009 til behandling i udvalget. I forslaget agter man at pålægge Naalakkersuisut at styrke tilsynet med de forhold børn og unge, der er anbragt udenfor hjemmet, lever under.