Af Formanden for Inatsisartut Mimi Karlsen

 

 

I disse dage, hvor et forslag til ny fiskerilov er i offentlig høring, florerer et klip på de sociale medier, hvor lovforslaget brændes af, med nedgørende bemærkninger om forslaget og dem, som har hjulpet med at udforme det.

 

I andre lande har vi set flagafbrændinger og afbrænding af andre trosretningers hellige skrifter. Nu er der så åbenbart mennesker i vort land, som har ladet sig inspirere. Selv synes jeg, at det er trist at opleve. Og måske også lidt skræmmende.

 

Nogle ser demokratiet som en kampplads, hvor forskellige grupper med forskellige holdninger og interesser kæmper med hinanden om magten og om de beslutninger, som skal træffes. Det kan man godt. Men risikoen er jo, at man kommer til at se hinanden som modstandere, ja måske ligefrem som fjender.

 

Man kunne også vælge at se demokratiet som et fællesskab: Et fællesskab, hvor vi alle har mulighed for at øve indflydelse og blive hørt. Det er sådan, jeg selv foretrækker at se demokratiet.

 

I Grønland har vi alle mulighed for at deltage i valgene til bygdebestyrelser, kommunalbestyrelser og til den lovgivende forsamling; Inatsisartut. De lovforslag, som fremsættes for Inatsisartut, kommer i høring, og enhver interesseorganisation eller borger i vort land har mulighed for at afgive høringssvar. Vi har alle ytringsfrihed, og kan frit udtrykke vores meninger og ønsker, og argumentere for dem.

 

Men det er ikke ligegyldigt, hvordan vi udnytter denne ytringsfrihed – ikke ligegyldigt, hvordan vi deltager i debatten. I den gode debat udveksles synspunkter og argumenter. Man lytter til hinanden – bliver klogere på problemstillingen, og opnår måske en bedre forståelse for hinanden. Fællesskabet styrkes.

 

Med de sociale medier har vi fået en ny platform for den demokratiske debat. På godt og ondt. Med de sociale medier kan vi nå ud til mange. Uanset hvor i landet vi bor, kan vi tale sammen og udveksle tanker, ideer og viden.

 

Desværre ser vi også en tendens til, at en usund debatkultur sniger sig ind i de sociale medier. En debatkultur, hvor man nedgør andre. Hvor man ikke taler sammen, men råber ad hinanden. En debatkultur, hvor tonen er fjendtlig, og fællesskabet svækkes.

 

At udvise respekt for andre; at omgås hinanden med venlighed og hensyntagen er ellers en rodfæstet del af vores kultur. Vi har her i landet evnet at debattere og give udtryk for vores opfattelser og ønsker uden at blive ubehagelige over for andre. Er vi ved at miste denne evne?

 

Ild kan være en livgivende flamme, som spreder lys i mørket, og som vi kan varme os ved. Eller vi kan bruge den som et våben; til at rasere, ødelægge, udslette… Det samme kunne måske siges om de sociale medier, og den måde vi bruger dem på.

 

Lad os forsøge at huske, at man godt kan kæmpe for en sag, uden at angribe andre. Og glæde os over, at man her i landet ikke behøver at hæve stemmen for at blive hørt.